Husk miljøscreeningen inden du køber et husdyrbrug
Natur, naboer eller lokalplan kan spænde ben for udvikling og ønsker på en ejendom. Patriotisk Selskab anbefaler derfor kommende købere, at de får foretaget en miljøscreening, inden købsaftalen underskrives.

- Har du planer om at købe et husdyrbrug? Så husk at få foretaget en miljøscreening af ejendommen inden køb, lyder det fra miljøkonsulent Mette Dyrup Truelsen, Patriotisk Selskab. Foto: Patriotisk Selskab
- Har du planer om at købe et husdyrbrug? Så husk at få foretaget en miljøscreening af ejendommen inden køb.
Anbefalingen kommer fra miljøkonsulent Mette Dyrup Truelsen, Patriotisk Selskab, der i en meddelelse gør det klart, at når du først har underskrevet aftalen, er det ærgerligt at opdage, at for eksempel natur, naboer eller lokalplan hindrer dig i at udvikle ejendommen, som du ønsker.
- Hvis der er tale om et generationsskifte, bør du ligeledes som kommende ejer få foretaget en miljøscreening tidligt i forløbet, så du ikke lægger planer, der ikke kan føres ud i livet, siger hun.
Tænk langsigtet
Ifølge konsulenten er det vigtigt at medtænke det lange perspektiv.
- Selvom ejendommen viser sig lovligt at kunne rumme den produktion, du ønsker her og nu, er det værd at være opmærksom på mulighederne for at udvikle husdyrbruget i fremtiden.
Hvis produktionen allerede går helt til loftet for, hvad der kan lade sig gøre, kan det blive svært eller ligefrem umuligt at finde pladsen til at realisere nye idéer fremover.
Hvad indebærer en miljøscreening?
Ved en screening af en kommende ejendom kigger rådgiverne blandt andet på:
- Kommune- og lokalplaner
- Naturen på og omkring ejendommen
- Naboer, afstandskrav m.v.
- Udledning af ammoniak
- Jord- og stendiger
- Når vi har screenet ejendommen, får du en oversigt over eventuelle udfordringer. Vi hjælper dig også gerne med at lægge en udvidelsesplan for dit kommende husdyrbrug, som lever op til kravene i lovgivningen, lyder det videre fra miljøkonsulenten.