Husejere energiforbedrer på livet løs
Mange danske husejere har energiforbedret boligen det seneste år – og endnu flere har planer om det i det kommende år.

48 procent af dem, der har energirenoveret, svarer, at de har skiftet vinduerne i deres bolig. Foto: Colourbox
De danske husejere har gjort meget for at gøre deres bolig klar til de kolde måneder. Hver fjerde danske husejer har allerede energiforbedret boligen det seneste år, og mere end hver tredje danske husejer overvejer at gøre det i det kommende år. Det viser en ny undersøgelse foretaget via Norstats panel for Energistyrelsen.
Og hvad er det så, husejerne især har energiforbedret? 48 procent af dem, der har energirenoveret, svarer, at de har skiftet vinduerne i deres bolig. 24 procent har renoveret taget, mens 20 procent har skiftet opvarmningsform – for eksempel ved at skifte gasfyret ud med en varmepumpe eller fjernvarme.
- Det er positivt at så mange husejere energiforbedrer deres bolig. Energiforbedringer bidrager nemlig til et lavere energiforbrug. Over tid kommer det den enkelte husejer til gode i form af lavere energiregninger. Men det kommer også samfundet til gode, da et lavere energiforbrug bidrager til, at den danske energiforsyning ikke kommer under pres, siger Stine Leth Rasmussen, vicedirektør hos Energistyrelsen.
Motiveres af flere ting
I undersøgelsen er de danske husejere også blevet spurgt om, hvad der motiverer dem til at foretage energiforbedringer af deres bolig. Og her er udsigten til at spare penge topscorer med hele 78 procent.
De danske husejere motiveres dog også af at reducere Danmarks afhængighed af energi fra Rusland (35 procent) og bidrage til, at Danmarks energiforsyning ikke kommer under pres (29 procent).
Har man ikke mulighed for eller ønsker om at lave større investeringer i sin bolig, kan mere simple tiltag også nedbringe energiforbruget. For eksempel kan man med fordel gå sin bolig igennem for utætheder.
- Dårlig isolering, såvel som utætheder, kan gøre det svært at holde på varmen i sin bolig. Og med fortsat risiko for høje energipriser, kan det hurtigt blive dyrt. Derfor opfordrer vi til, at man gør sin bolig klar til vinteren ved at gennemgå den systematisk for efterisoleringsmuligheder og utætheder, fortæller Stine Leth Rasmussen.