Så meget kostede stort konkursbo

Ved årsskiftet blev konkursboet efter den fallerede griseproducent Christian Nors solgt. Nu er det kommet frem, hvad de 25 ejendomme indbragte for konkursboet.

Der blev sat et endeligt punktum for konkursboet efter griseproducenten Christian Nors ved årsskiftet, da det lykkedes for konkursboets kurator, advokat Flemming Jensen, at sælge 25 af de ejendomme, der hørte til boet.

Ved den lejlighed ville Flemming Jensen ikke ud med det beløb, som køberen, den lokale forretningsmand Claus Mørk, havde betalt for ejendommene. Men nu er der nyt på den front. 

Købesummen blev nemlig offentligt kendt onsdag, da handlen blev endeligt tinglyst. Af tinglysningsoplysningerne fremgår det således, at prisen på de 25 ejendomme plus et betydeligt jordareal endte på 153 millioner kroner. 

Stort jordareal

Flemming Jensen var godt tilfreds med handlen, da den blev offentliggjort. 

- Der kom mange bud i sommerens budrunde. Buddene lå meget spredt, men alle bud er blevet evalueret og behandlet seriøst. Nu er der solgt til Claus Mørk, og konkursboet er meget tilfreds med handlen, sagde  Flemming Jensen i sidste måned til Viborg Stifts Folkeblad.

De 25 ejendomme har et samlet jordareal på 874 hektar, hvoraf de 588 hektar er agerjord. Derudover hører der seks svineproduktionsejendomme med til boet, der i alt har 3.700 stipladser og 20.000 smågrisepladser. 

Med salget på 153 millioner kroner har boet måttet tage et miliontab i forhold til, da Christian Nors i sin tid købte herlighederne for 176,5 millioner. Det var i 2012. Men salget var en af de største handler af landbrug i hele 2022.

Køberen, Claus Bo Mørk, der er landbrugsuddannet, har skabt sin formue via ejerskabet af tekstiltrykvirksomheden Jetsport i Viborg, men har samtidig en produktion af læggekartofler på 1.350 hektar udenfor byen.

Læs også