Borgmestre i nødråb om ejendomsvurderinger
I et brev til skatteminister Jeppe Bruus (S), landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V), Skatteudvalget og Udvalget for Landdistrikter og Øer retter 31 borgmestre og Landdistrikternes Fællesråd en skarp kritik af de nye ejendomsvurderinger af landejendomme.

Omkategoriseringer af landejendomme kvæler naturen og livet på landet, mener 31 borgmestre, der sammed Landistrikternes Fællesråd har sendt et brev til skatteminister Jeppe Bruus (S) og Minister for Landdistrikter, Louise Schack Elholm (V), om de mange udfordringer med den nye praksis hos Vurderingsstyrelsen. Arkivfoto: Erik Hansen
Der skal pr. omgående gøres noget, så man kan kan tage højde for utilsigtede konsekvenser af de nye ejendomsvurderingsregler. Sådan lyder det i et brev, som Landdistrikternes Fællesråd og 31 borgmstre har sendt til skatteminister Jeppe Bruus (S) og minister for landdistrikterne, Louise Schack Elholm (V).
For den nye praksis fra Vurderingsstyrelsen risikerer ikke kun at stavnsbinde borgere til deres boliger, står der i brevet.
- Det er også en kæp i hjulet på tilflytningen til landdistrikterne, ligesom det hæmmer naturens udviklingsmuligheder. Begge dele går stik imod ambitionerne fra såvel regeringen som et bredt flertal af Folketinget, fremgår det.
- Livet på landet har de senere år været på fremmarch, fordi flere og flere drømmer om mere plads, åbne vidder, mere natur, et par dyr og måske lokalt producerede fødevarer. Det har skabt liv og udvikling i områder af landet, der i den grad har behov for ny tilflytning, hedder det videre.
En alvorlig trussel
Men ifølge underskriverne truer de nye regler med at ødelægge de-urbaniseringstendenser, hvor flere flytter ud af byerne.
- De vilde stigninger i grundskylden kan nemlig betyde, at flere ser sig nødsaget til at sælge jord fra til større landbrugsbedrifter - enten med det samme eller når ejendommen skal handles igen, skriver underskriverne af brevet.
På sigt vil det omdanne landområderne til store landbrug og så »parcelhuse« på landet med meget lidt jord, da kun få private har råd til at eje højt beskattet jord, mener de 31 borgmestre og LF.
- Samtidig er der heller ingen rimelighed i, at ejendomme på landet med nogle hektar i en landzone uden mulighed for byudvikling eller anvendelse ud over landbrug og natur skal beskattes i samme kategori som ejendomme i byerne, hvor der kan sælges til mange formål, og større arealer kan byudvikles, fremgår det.
Udover et træk i nødbremsen opfordrer underskriverne til, at der skal ændres i nogle kriterier, så ejendommene der ellers vil blive kategoriseret som ”parcelhuse med stor have på flere hektar” eller erhvervsejendom, kan få status af »naturejendomme« med samme beskatning som hidtil, så naturen og livet på landet ikke kvæles.