Den nye indpakning bliver gentaget
Mælkeproducenter på østlige øer inviterer torsdag den 28. november til stormøde i Sorø.

To af indlægsholderne på stormødet i Sorø senere i november – Yke Kloppenburg (til venstre) og Marianne Dyreholt fra henholdsvis Kvægbrugsregion Øerne og KvægrådgivningDanmark. Foto: Henrik Sieben
Torsdag den 28. november er der stormøde for mælkeproducenter på østlige øer, og til mødet, der foregår i landbocentret på Fulbyvej i Sorø, deltager KvægrådgivningDanmark, Kvægbrugsregion Øerne, L&F Kvæg, Viking, RYK og Arla.
- Det er det tidligere årsmøde og regionsmøder, der nu for andet år i træk afholdes som stormøde, siger kvægrådgiver og koordinator for mødet, Marianne Dyreholt, der videre beretter.
- En samling af møderne giver et langt møde, men det betyder også at de kortere møder med henholdsvis Viking, Arla samt årsmødet med rådgivning og RYK ikke afholdes.
- På den måde skal mælkeproducenter ikke til- eller fravælge hvilke af møderne de kommer til. Mange af mælkeproducenter har lang rejsetid, så det hensyn vil vi gerne imødekomme.
Begynder med paneldebat
Stormødet starter med en paneldebat, hvor de forskellige aktører først kommer med et bud på, hvordan de ser, at dansk mælkeproduktion bliver klar til fremtiden, herunder input omkring al den data der bliver givet og kommer. Herefter kan de fremmødte spørge ind til de forhold, de ønsker uddybet.
- Denne del er en ny fremgangsmåde og erstatter beretningerne. Vi håber, dette tiltag gør mødet endnu mere levende og spændende at deltage i, fortæller Marianne Dyreholt.
Til mødet deltager senior vice president i Arla Danmark, Jakob Bernhard Knudsen, som tager mødedeltagerne med på en tour gennem det europæiske og danske mælkemarked.
Det bliver blandt andet med en snak om, hvorfor specialmælk fylder så meget hos forbrugerne og i Arla, og hvordan bæredygtighed er blevet en del af Arlas DNA.
Arlas bestyrelse vil også være repræsenteret på mødet, og det er med formand Jan Toft Nørgaard og bestyrelsesmedlem Simon Simonsen.
Nye vinkler omkring fremtiden
Efter middagen vil der være tre faglige spor med hver en aktuel kvægfaglig retning, som deltagerne kan vælge imellem, og stormødet afsluttes med et underholdende indlæg om, hvordan dansk landbrug og samfund ser ud i 2040.
Indlægget holdes af Ivar Ravn, der er direktør for digital ved Seges. Han har stor erfaring inden for landbrugserhvervet og har en positiv tilgang til udviklingen generelt og til den digitale udvikling der er over os.
- Indlægget er målrettet, så alle kan gå hjem med et smil på læben og beriget med nye vinkler omkring fremtiden, lyder det afslutningsvis fra Marianne Dyreholt, som oplyser, at hele programmet kan ses på www.vkst.dk.