Der har været spekuleret meget i, hvilken usikkerhed, som brexit kunne betyde for den danske eksport af fødevarer til Storbrittanien. Men trods den politiske og økonomiske tumult, som landet er kastet ud i efter folkeafstemningen i 2016, er det ikke gået ud over den danske eksport.
Det viser en analyse fra Landbrug & Fødevarer, som er omtalt i Finans.dk i dag. 

Godt nok er værdien af den danske fødevareksport til Storbrittanien fra 2015 til 2017 faldet med 8 procent til cirka 12 milliarder kroner, men det hører med til historien, at kursen på det britiske pund er faldet med hele 17 procent i samme periode. 

- Set i lyset af det store kursfald på pund er det relativt billigt sluppet, at værdien af eksporten ikke er faldet endnu mere. Det er lykkedes for de danske virksomheder at sende næsten halvdelen af valutakurstabet videre til de britiske kunder i form af prisstigninger. Trods prisstigningerne er det tilmed lykkedes at øge de eksporterede mængder en smule, siger cheføkonom Frank Øland fra Landbrug & Fødevarer. 

Faktisk forventer L&F, at den danske fødevareeksport over Nordsøen for 2018 vil udgøre 12,3 milliarder. Dermed vil eksporten være tilbage på niveauet i 2016 trods lavere kurs. 

Det hører dog også med til billedet, at kursen på pundet har haft andre afledte effekter. For eksempel har den lavere kurs ramt Arla hårdt, skriver finans.dk.

Finans