Medie: Udsigt til rekordeksport for fødevareklyngen
Fødevareklyngen er på vej mod et rekordår for eksporten, skriver finans.dk.

Der er udsigt til at den danske fødevareklynge kan sætte eksportrekord i 2019, siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Frank Øland.
Den danske fødevarklynge satte rekord i sin eksport til udlandet i første halvdel af 2019, og der er udsigt til en udbygning af rekorden i andet halvdel af året. Det skriver finans.dk.
Nye tal fra Landbrug & Fødevare viser, at eksporten til udlandet af fødevarer i første halvdel af 2019 rundede 82,7 milliarder kroner, og det er ny rekord. Samtidig forventes væksten at fortsætte i de resterende måneder.
- Eksporten var rekordstor i første halvår, og andet halvår ser ud til at blive endnu bedre. Det er især en stigende efterspørgsel fra Kina, der har drevet priserne i vejret. Alt tyder på, at fødevareklyngens eksport i år samlet set bliver større end nogensinde før, siger cheføkonom Frank Øland, Landbrug & Fødevarer.
Et konservativt skøn fra cheføkonomen lyder på, at eksporten for hele 2019 når op på 167 milliarder kroner. Det er en fremgang på fem milliarder i forhold til 2018, og en forbedring af den hidtidige eksportrekord på cirka én milliard kroner.
Det er især problemerne med afrikansk svinepest i Kina, der er årsag til den forbedrede fødevareeksport fra Danmark.