»Plug-and-play«-varmecentral giver nye muligheder
Hos DVI Energi i Støvring er man i fuld gang med at samle sine nye flytbare varmepumpe-centraler, der blot skal tilsluttes el og vand hos kunden for at være klar til drift. Et koncept, der både letter installationen og giver mulighed for operationel leasing uden investeringer.

Med både varmepumper og styring installeret fra fabrikken, er DVI Energis nye varmepumpecentral hurtigt koblet til hos kunden, fortæller Anders Jeppesen.
Fem luft/vand-varmepumper på hver 40 kilowatt bygget sammen til ét modul på DVI Energis fabrik i Støvring. Et modul, der også indeholder al teknik til styring, og derfor blot skal tilsluttes el-nettet og vandets fremløb og retur, når det læsses af hos kunden. Destinationen for det store anlæg, der bliver bygget på, da LandbrugNord besøger DVI Energi, er Bønnerup Strand Feriecenter.
- Tidligere har det været både bøvlet og dyrt at installere større varmepumpeanlæg, men det, at vi nu kan klare størstedelen af installationen herhjemme på fabrikken giver en kæmpe fordel, fortæller DVI Energis projektchef Anders Jeppesen.
- Jeg har hørt flere argumentere for, at de jo har halm i forvejen og at det derfor bedst kan betale sig for dem at fortsætte med deres halmkedel. Men hvis man regner på, hvad man kunne få ind ved at sælge halmen og hvor meget tid, man bruger på at fyre, så kan en varmepumpe sagtens konkurrere på kilowattprisen.
Anders Jeppesen, projektchef ved DVI Energi
»Plug-and-play«-anlægget er et nyt koncept, der kan leveres i størrelsesordenen 40-200 kilowatt, og selvom det indtil nu er skoler, idrætshaller og feriecentre, der har lagt billet ind, forventer Anders Jeppesen også at komme til at levere anlæg til landbruget.
- Det er en løsning, der er oplagt alle steder, der skal bruge meget varme. For eksempel klimastalde, fortæller projektchefen, der leverede det første anlæg i uge 42 og i skrivende stund har solgt fem.
Man håber at sælge 30-40 anlæg i 2019.
Operationel leasing
Den lette installation og et modul, der ikke kræver en dedikeret bygning er dog blot den ene halvdel af konceptet. For mens det anlæg på 200 kilowatt, man netop er ved at færdiggøre på fabrikken, vil koste i omegnen af én million kroner, giver et samarbejde med selskabet BestGreen mulighed for operationel leasing. Det vil sige, at kunden udelukkende abonnerer på varmen, mens BestGreen forestår investeringen og vedligeholdelsen af et nye anlæg.
- På den måde skal der ingen stor investering til, mens man heller ikke har nogen risiko i forhold til uforudsete udgifter. Man betaler udelukkende for varmen, forklarer Anders Jeppesen og fortæller at kilowattprisen ligger mellem 40 og 85 øre pr. kilowatt-time – afhængig af, hvor meget varme, man aftager.
Halmkedel eller varmepumpe?
Selvom han ser muligheder for landbruget, er Anders Jeppesen dog ikke i tvivl om, at der skal en hel del overtalelse til, før alle landmænd får øjnene op for det nye koncept.
- Jeg har hørt flere argumentere for, at de jo har halm i forvejen og at det derfor bedst kan betale sig for dem at fortsætte med deres halmkedel. Men hvis man regner på, hvad man kunne få ind ved at sælge halmen og hvor meget tid, man bruger på at fyre, så kan en varmepumpe sagtens konkurrere på kilowattprisen, siger projektchefen.
- Derudover er fordelen ved et varmepumpeanlæg, at man kan placere det decentralt, der hvor man har brug for varmen. Der er et stort varmetab ved et fyr, der står og banker 800 kilowatt ud til en masse bygninger. Her kan man splitte op og placere varmekilden, hvor der er brug for den, forklarer Anders Jeppesen, der blandt andet var på plads på efterårets Agromek for at gøre opmærksom på konceptet, der i øvrigt blev tildelt en enkelt Agromek-stjerne.
Kendt teknik – ny koncept
Mens konceptet med at samle hele varmepumpecentralen på fabrikken inden levering hos kunden er ny, har man benyttet kendt og gennemprøvet teknologi til at opbygge centralen. Således har man produceret de 40 kilowatt varmepumper, som anlægget bliver bygget op omkring, gennem flere år.
Den største udfordring i forhold til at bygge centralerne på fabrikken har været udviklingen af liggende akkumuleringstanke for at få anlægget ned i en størrelse, der kan være på en almindelig lastbil. Til det formål har man udviklet specielle skørter til at dele vandet op og på den måde styre temperaturen.