Emmelev lyser op på himlen

Dansk Drage klub flyver i hele verden med drage, som fortæller historien om Emmelevs produktion af rapsolie – de gyldne dråber viser vej op ad linen.

En helt speciel orange Emmelev-drage vil i fremtiden knejse på himlen, når der holdes dragefestival – et ellert andet sted i verden.

Det er Morten Rasmussen fra Broby, som er formand for Dansk Drage Klub, der har sikret, at Emmelev sponsorerer en af hans drager. Morten Rasmussen har kendt Emmelev-medejer Morten Simonsen gennem mange år, og han fik ideen, til et sponsorat, da han sammen med en kammerat deltog i en dragefestival i olielandet Qatar.

Aftale om sponsorat

- Jeg burde jo sætte en Emmelev-drage op i lige netop Qatar og dermed minde alle om, at der i Danmark produceres fossilfri og bæredygtigt brændstof. Jeg besluttede derfor at foreslå et sponsorat, når jeg kom hjem, fortæller Morten Rasmussen.

Så han tog kontakt til Morten Simonsen, Emmelev, og en aftale faldt på plads. Siden er 4 x 4,5 meter drage blevet designet og special syet.

- Jeg synes, den er flot designet, og det er helt vellykket med oliedråberne, der nærmest løber ned af ad linen. Desuden kan der sættes lys i dragen, så den kan bruges, når det er mørkt, siger Morten Rasmussen.

Flyver også i 12-15 sekundmeter vind

Der findes drager, som er større, men til gengæld kan Emmelev-dragen flyves også i 12 til 15 sekundmeter vind. Større drager kan ikke flyve i den vindstyrke, men må pilles ned for at undgå skader. Drager er dyre i indkøb, og derfor gøres der en stor indsats for, at de ikke bliver beskadiget.

Med på festival

Nu skal Emmelev-dragen med på en række festivaler blandt andet på Rømø, Møn, andre steder i Danmark samt i Tyskland og i Holland. Det er også ideen, at dragen skal med til en dragefestival i Kina, som Morten Rasmussen tidligere har deltaget i og netop er blevet indbudt til.

- Kina er jo dragernes hjemland. Vi skal til en festival i byen YangJiang, Fatboys Kite team. Jeg tager afsted sammen med Christian Viking 6. august, og vi skal forsvare vores titel som Verdensmester i kategorien Best performance, siger Morten Rasmussen.

Emmelev-dragen har foreløbig været med på Rømø, Fanø, i Ålbæk ved Skagen samt vist frem på himlen over Otterup, og den er klar til den store dragefestival på Rømø i starten af september, hvor op imod 3.000 drageflyvere fra hele Europa deltager og på en god dag kommer der ca. 50.000 besøgende hen over festivalen.

Draget af drager

Morten Rasmussen er draget af drager. I det daglige er han røntgentekniker og er ofte på farten i forbindelse med jobbet. Så er drageflyvning den bedste medicin mod stress og travlhed.

Læs også