Frem til 15. november 2024 kan du søge tilskud efter først-til-mølle-princippet.
Går du med overvejelser om at købe lastbiler og anden tung vejtransport med el eller brint som nye grønne energiteknologier, er der nu mulighed for tilskud. Samtidig er der mulighed for tilskud til opbygning og etablering af lade og tankanlæg. Sådan fortæller Karen Feddersen fra KF Miljø.
I den politiske aftale om deludmøntning af Grøn Fond af 15. april 2024 er der afsat 75 millioner kroner i 2024 til grøn omstilling og effektiviseringer af vejgodstransporten. Pengene fordeles via en ansøgningspulje, der administreres af Vejdirektoratet.
- Puljen kan søges af alle typer virksomheder. Tildeling af tilskud sker efter først til mølle-princippet, og der kan søges tilskud, indtil der ikke er flere midler i puljen, eller indtil ansøgningsperioden er overstået. Hver ansøger kan maksimalt modtage tilskud svarende til fem procent af den samlede pulje, forklarer Karen Feddersen.
Flere typer projekter
Der kan ydes tilskud til følgende typer projekter:
Virksomheders indkøb af nye nulemissionslastbiler (brint eller el).
Virksomheders investering i depotladning og -tankning, det vil sige opladnings- eller optankningsinfrastruktur til el eller brint opsat på arealer, som virksomheden råder over. Drivmiddelinfrastrukturen skal hovedsageligt være til ansøgers egen brug, men kan gøres periodevis offentligt tilgængelig.
Projekter, der både omfatter virksomheders indkøb af nye nulemissionslastbiler samt investering i depotladning og -tankning.
De støtteberettigede omkostninger til nye nul-emissionslastbiler omfatter de meromkostninger, der er forbundet med at købe lastbilen frem for en sammenlignelig diesellastbil. Ved Vejdirektoratets opgørelse af meromkostninger tages der udgangspunkt i de købstilbud, som ansøger fremsender.
De støtteberettigede omkostninger til depotladning eller -tankning kan omfatte udgifter til selve drivmiddelinfrastrukturen, til installering og anlægsarbejde samt personaleomkostninger og overhead i forbindelse med projektet. Ved Vejdirektoratets opgørelse af projektets totalomkostninger tages der udgangspunkt i det budget, som ansøger fremsender, oplyser Karen Feddersen.