Æder over 100 ha af landskabet: Energinet bygger Danmarks største højspændingsstation i Sønderjylland
Energinet er gået i gang med at lave Danmarks største højspændingsstation ved Kassø i Sønderjylland. Udbygningen af anlægget, der er et centralt knudepunkt i elforsyningen i Danmark, kommer alt i alt til at æde over 100 hektar af landskabet.

Jan Riber Jakobsen, der er borgmester i Aabenraa kommune, stod for det første spadestik til den nye højspændingsstation i Kassø sammen med Nina Høegh Jensen, direktør i Eltransmission i Energinet. Foto: Energinet
I sidste uge var Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen (K) ude med spaden ved Kassø. Det var han for at tage første spadestik til det, der bliver Danmarks største højspændingsstation. Station Kassø har i mange år været et centralt knudepunkt i eltransmissionsnettet. Nu opfylder den ikke længere behovet, da der er brug for at transportere meget mere strøm og tilslutte mere vedvarende energi i området.
Energinet nedlægger derfor den eksisterende, sammenbyggede 400/150 kV-station og bygger en ny og større 400 kV-station og to nye 150 kV-stationer. Men samtidig med den kapacitetsmæssige udbygning bliver der også inddraget yderligere arealer, fremgår det af en pressemeddelelse fra Energinet.
Stationsområdet bliver således udvidet fra de nuværende cirka 12 hektar til et samlet stationsareal på cirka 135 hektar. De tre stationer fylder i alt cirka 50 hektar. Resten af arealet bliver et rekreativt område med offentlig adgang.
Af afgørende betydning
Udbygningen er af afgørende betydning, da der i høj grad mangler kapacitet i elnettet, og Energinets direktør for Eltransmission, Nina Høegh Jensen, glæder sig over, at der nu kommer mere gang i nettet.
- Det første spadestik er et stort skridt, både lokalt og for elnettet i Danmark. Danmark står midt i en historisk omstilling. Vi producerer mere vedvarende energi, vi bruger mere strøm, og vi omstiller både industri og samfund. Og det kræver mere strøm til bl.a. transport og opvarmning, siger hun og fortsætter:
- Når projektet står færdigt, bliver Kassø Danmarks største højspændingsstation, både når det gælder areal og kapacitet. Men størrelsen er ikke et mål i sig selv. Den er et svar på et reelt behov – for kapacitet, for forsyningssikkerhed og for et elnet, der kan bære den grønne omstilling mange år frem, siger Nina Høegh Jensen.

Det er ikke kun højspændingsstationen, der kommer til at tage af pladsen ved Kassø. Der skal også laves et rekreativt område ved stationen, der får offentlig adgang.
Tager syv år at bygge
Ifølge Jan Riber Jakobsen er udbygningen af afgørende betydning ikke kun for Danmark, men også for Sønderjylland.
- Skal vi fortsat kunne tiltrække virksomheder, skabe udvikling og arbejdspladser, kræver det stabile og fremtidssikrede strømleverancer. Samtidig styrker udvidelsen forsyningssikkerheden gennem øget kapacitet og et mere robust energisystem. Vi har allerede et af Danmarks grønneste erhvervsområder i Kassø, og denne udvidelse er med til at forstærke den position yderligere, siger borgmesteren.
Den nye højspændingsstation skal efter planen stå færdig om syv år i 2033.


































