- Det bliver meget større

Der venter en stor fremtid for biogas, blandt andet på grund af krigen i Ukraine, mener man hos Biogas Teknik.

Når Esben Johansen og kollegerne går i gang med den praktiske opbygning af et biogasanlæg, går der typisk et år, inden produktionen af biogas for alvor kan komme i gang.

Danmark har den grønne førertrøje på, når man ser på produktionen af grøn energi på europæisk plan, set i forhold til indbyggertal.

En opgørelse fra European Biogas Association (EBA, red.) har vist, at der i Danmark bliver produceret 476 kilowatt pr. indbygger ved hjælp af opgraderet biogas, og det er langt mere end alle andre europæiske lande.

Men det er kun begyndelsen. Det mener Esben Johansen, der er salgskonsulent hos Biogas Teknik, der har kontorer i Ringkøbing, og som står for det praktiske byggeri af biogasanlæg herhjemme.

- Det bliver meget større. Det kan ikke lade sig gøre andet. For alle folk vil gerne væk fra at bruge russisk gas, og gas udefra i det hele taget, når vi har muligheden for at producere det hele selv, ud fra vores eget affald, siger Esben Johansen.

Og ser man på den samlede produktion af biogas, er Danmark på andenpladsen i Europa, kun overgået af Tyskland.

Danmark som eksportør?

I skrivende stund bliver 25 procent af det danske energiforbrug dækket af biogas, men i en ikke så fjern fremtid kan det på ingen måde udelukkes, at Danmark kunne blive eksportør af biogas til andre lande, hvor man er langt bagud Norden i forhold til biogasproduktionen.

- Det vil da være en mulighed. Men i første omgang skal vi jo bruge det selv, og hvis vi så får alt for meget i overskud, kunne der være ræson i at eksportere det. siger Esben Johansen og fortsætter:

- Jeg tænker i første omgang, at det næste bliver LNG, som man kan transportere i både, og hvor bådene selv kan bruge det som brændstof. Der bliver et helt andet marked indenfor det, siger han.

Kræver lang forberedelse

Han og kollegerne hos Biogas Teknik har mere end ti års erfaring med omrørere, pumper og udmugningsanlæg til landbrug, industri og biogas. Og det sidste fylder i sagens natur meget i deres arbejde.

- Vi leverer jo alt til biogasanlæg. Vi bygger dem helt fra bunden af, men bygger også til, og udvider alle anlæggene, sætter tanke op og monterer pumper på anlæggene. Så det er teknikken, vi står for, fortæller Esben Johansen.

Men det kan være en tidskrævende affære at gå fra ide til færdigmontering af biogasanlæg.

- Selve anlægget tager i gennemsnit et år at bygge, selvfølgelig alt afhængig af størrelse og så videre. Men inden det, kan det tage op mod tre år med papirarbejde, siger han.

Læs også