Baltic Pipe officielt åbnet

Tirsdag åbnede statsminister Mette Frederiksen, Polens præsident Andrzej Duda samt statsminister Mateusz Morawiecki og den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, Baltic Pipe-forbindelsen, der går fra Nordsøen over det sydlige Danmark til Polen.

Sammen drejede de fire på en gashane og symboliserede dermed åbningen af Baltic Pipe, som er et samarbejde mellem Norge, Danmark og Polen.

Det skal gøre Polen uafhængig af russisk naturgas, efter at Polen har opsagt kontrakten på leverancer fra netop Rusland.

Siden har russerne stoppet leverancerne af gas til Polen før tid. Med åbningen, der sker få dage før forventet, slutter et forløb, der startede tilbage i 2017 med forundersøgelser, mens selve anlægsarbejdet startede i 2020.

Komplekse anlæg

Arbejdet har medført, at Energinet, der står for anlægsbyggeriet i Danmark, har lagt 210 km rør ned i undergrunden, samt to store kompressoranlæg i Everdrup på Sydsjælland og i Nybro på den jyske vestkyst.

- Det er meget store og komplekse anlæg, vi bygger, ikke mindst i Everdrup og Nybro, og byggeriet alene gør det ikke. Når anlæggene står klar, skal de tryktestes, og vi skal blandt andet have el-, kontrol- og IT-systemer på plads, ligesom vi skal have de nødvendige ibrugtagningstilladelser, sagde direktør for internationale relationer i Energinet, Torben Brabo, for nylig.

- Udfordringer med de tekniske anlæg i Everdrup betyder, at idriftsættelse fra 1. oktober stadig bliver med delvis kapacitet og også mindre end tidligere beregnet. Mængden af gas vil løbende blive øget frem til fuld idriftsættelse i slutningen af november, fortsatte han.

Hjælper i en krigstid

Gasledningen forventes at være med til at sænke de meget høje priser på gas i de lande, der kan drage nytte af gasledningen. Udover Danmark og Polen drejer det sig om Ukraine samt de baltiske lande, som Polen ønsker at eksportere naturgas til.

Åbningen af ledningen skete samtidig med,at gasledningerne Nordstream 1 og Nordstream 2 er blevet ramt af »skader uden fortilfælde«, hvilket har gjort, at det er umuligt for europæiske lande at modtage naturgas fra Rusland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Læs også