Sidste gang Kloakmessen kunne opleves i Fredericia, lagde godt 3.000 fagfolk vejen forbi. Arrangørerne håber på mindst lige så mange, når Kloakmessen 2020 slår dørene op den 23. og 24 januar.
Godt 3.000 fag- og branchefolk lagde vejen forbi, da der sidste gang blev holdt kloakmesse i Messe C i Fredericia. Og nu er det tid for messen igen, der holdes hvert andet år.
Kloakmessen 2020, der foregår torsdag den 23. og fredag den 24. januar, bliver den hidtil største med mere end 130 udstillere af førende leverandører fra hele branchen - samlet under samme tag.
Kloakmessen er den fjerde af slagsen og er både en fag- og indkøbsmesse, der viser løsninger og nyheder inden for entreprenør- og kloakarbejde.
Kåring af Danmarks bedste til kloakarbejde
Som en del af kloakmessen bliver der mulighed for at opleve danmarksmesterskaberne i kloakarbejde, hvor elever, rørlæggere og mestre dyster i kloakopgaver.
Blandt de uddannede er det kloakmestre, rørlæggere og anlægsstruktører, der konkurrerer.
Også elever under uddannelse dyster om en DM-titel. Her er det anlægsstruktørlærlinge, samt deltagere, der er i skoleforløb inden for eller påtænker uddannelse til rørlægger eller kloakmester, som konkurrerer.