To redskaber i et: Ploveksperten lancerer en dozer-frontvægt
- Ideen med denne dozer-frontvægt er, at man sammen med vægten også får et redskab, der kan anvendes til at skubbe, skrabe og trække jord eller plantemateriale omkring med. Sådan siger Jens Iversen, som netop har lanceret sin Dozer-Frontvægt.

Inden længe er Ploveksperten klar til at levere seneste skud på stammen – to redskaber i et – en dozer-frontvægt. Foto: Ploveksperten
I slutningen af august er Ploveksperten klar til at levere seneste skud på stammen – to redskaber i ét. En dozer-frontvægt.
- Alle kender jo de almindelige frontvægtsklodser i mange forskellige udformninger – men fælles for dem alle er, at de ikke kan anvendes til noget som helst – bortset fra at lave kontravægt på traktoren, siger idémanden Jens Iversen fra Ploveksperten.
En dozer-frontvægt er en frontvægtsklods i stålbeton til frontliften, der er udformet som et dozerblad med på-boltet skraberskær i stål.
Flere redskaber i ét
- Idéen med denne dozer-frontvægt er, at man sammen med vægten også får et redskab, som der kan anvendes til at skubbe, skrabe og trække jord eller plantemateriale omkring med, som kan være et super dejligt værktøj at have med sig – typisk sammen med ploven, forklarer Jens Iversen.
Den første udgave er 1.250 kg tung og har en bredde på 2,2 meter. Senere kommer der en version på 950 kg og en på 1.450 kg.
Reflekser øger sikkerheden
Dozer-frontvægten er udstyret med hvide reflekser fremad, og mere vigtige er de gule reflekser på siderne.
- Vægten er synlig fra siden, som er meget vigtigt, hvis der køres ud fra en mark eller markvej med dårlige oversigtsforhold, forklarer Jens Iversen.
Dozer-frontvægten vil også øge sikkerheden på vejen over for andre mindre trafikanter.
- Idet at klodsen sænkes ned tæt på asfalten, når der køres på vejen, vil den virke som en underkørselssikring, forklarer idémanden.