En af landets absolut største porteføljer af landbrugsjord er udbudt til salg. Over 75 personer/virksomheder er interesserede, oplyser kuratoren.
Der er godt gang i processen med at udbyde den meget store ejendomsportefølje i konkursboet efter selskabet RHG 1 ApS, der har ejendomme ved Viborg, Karup og Mariager. Det oplyser kuratoren, advokat Flemming Jensen.
- Interessen er overvældende. Over 75 har henvendt sig i forbindelse med interesse i køb af en, flere eller alle ejendomme i konkursboet. Der er tale om en bred køberskare, som både indeholder energiselskaber, landmænd, investorer og menigmand. Der er tale om folk fra både ind- og udland, siger Flemming Jensen.
- Mit bedste bud er, at der er tale om det største konkursbo inden for landbrug i Danmark i flere år
Flemming Jensen, kurator
RHG 1 ApS under konkurs har udbudt ejendomme på i alt cirka 875 hektar til salg. Markdriften består af cirka 640,5 hektar. Dertil kommer cirka 112 hektar fredskov, som blandt andet kan anvendes til jagt.
Derudover er der en større bygningsmasse bestående af blandt andet seks større svineejendomme og en række udlejningsboliger. Derudover rummer porteføljen det ikoniske Dollerup Mølle, som i dag er indrettet til selskabslokaler. Porteføljen består af i alt 25 ejendomme.
1.750 fodboldbaner
- Det er den største ejendomsportefølje, som jeg har været med til at sælge i mine 20 år som kurator. Man skal huske på, at der er tale om jord svarende til 1.750 fulde fodboldbaner. Mit bedste bud er, at der er tale om det største konkursbo inden for landbrug i Danmark i flere år. Det er en historisk stor portefølje af ejendomme, som er udbudt til salg i fri handel. Det er formentligt også grunden til, at interessen er så overvældende, siger Flemming Jensen.
Ejendommene er beliggende i postnumrene 8800 Viborg, 7470 Karup J og en enkelt svineejendom i 9550 Mariager. Ejendommene er hovedsageligt placeret nær byerne Grønhøj og Frederiks.
RHG 1 ApS under konkurs havde Christian Nors som direktør frem til selskabets konkurs den 24. februar 2022.
Flemming Jensen oplyser, at interesserede kan give bud på hele eller dele af porteføljen.
- Vi har ikke meldt en udbudspris ud for at sætte budgiverne helt fri i deres budgivning. Lad mig dog benytte muligheden for at melde klart ud: Fedtspiller man, så er man ude. Vi ved fra flere vurderinger og de historisk høje jordpriser, hvor prisen skal ligge henne, siger Flemming Jensen.
Sidste frist for afgivelse af bud er den 31. august. Ejendomsmæglerfirmaet Agriteam har salgsprospekt og budmateriale.
- Vi har ikke meldt en udbudspris ud for at sætte budgiverne helt fri i deres budgivning. Lad mig dog benytte muligheden for at melde klart ud: Fedtspiller man, så er man ude
Flemming Jensen, kurator