Hos den afgående formand for konsumæggruppen, John Olsen, startede beretningen med gode nyheder.  

- I 2018 spiste danskerne fire æg om ugen i gennemsnit, og dermed 0,3 æg mere end i 2017. Samtidig indtager økologi nu førstepladsen på listen over, hvad der, ifølge danskerne selv, har størst betydning, når de køber æg, sagde næstformanden for L&F Fjerkræ.  

Til gengæld har produktionsudviklingen med økologiske æg taget overhånd, lød det.

- Det har desværre vist sig, at for mange økologiske produktioner blev sat i gang samtidigt. Det lægger et pres på hele kæden, og vi ser for eksempel økologiske æg blive solgt som skrabeæg og buræg – til stor frustration for alle ægproducenter. 

Dermed har nået et loft for afsætning af økologiske æg, bebudede formanden.

- Jeg synes ikke, at vi skal acceptere præmissen om, at loftet for afsætning af økologiske æg er nået. Lad os i stedet spekulere i, hvordan vi sprænger det loft, sagde han.

Går dårligt for alle

Men det er ikke kun økologien, der har udfordringer, mente formanden.

- Vi har naturligvis ikke et mål om, at alle æg skal være økologiske, men vi har et mål om, at alle de danske ægproducenter skal tjene penge. Og lige nu går det den forkerte vej for alle.

Det betyder ifølge John Olsen, at hele Europa har en overproduktion af æg. Og den danske produktion er under et stort pres.

- De vigende ægpriser, øgede omkostninger på grund af produktionsomlægninger samt konsekvenserne af sommerens tørke sætter deres alt for tydelige spor i vores årsrapporter.   

Han opfordrede derfor til, at L&F Fjerkræ og alle producenter mere end nogensinde skal stå sammen for at sikre gode rammer for vores produktionen.

Bid fra rotter og salmonella

Og det teamwork skal også smitte af på de helt produktionsnære udfordringer som gnaverbekæmpelse, salmonella og fugleinfluenza. En trist treenighed som har hærget konsumæggenes det forgangne år.

- Siden de nye regler om gnaverbekæmpelse trådte i kraft, har det givet udfordringer for hele fjerkræproduktionen. L&F Fjerkræ har været i tæt dialog med myndighederne i håbet om, at der kan findes en løsning, men desværre er en del af lovgivningen hægtet op på ændringer i EU-lovgivningen, sagde John Olsen, der dog lovede, at arbejdet fortsætter.

Skadedyrene er blandt andet årsagen til et stigende salmonellaniveau indenfor ægproduktionen, lød det fra talerstolen.

- Det har store konsekvenser, når man som producent har en flok, der findes positiv for salmonella. Økonomisk såvel som psykisk sætter det dybe spor, sagde L&F’s John Olsen, som takker af efter tre år som formand for at hellige sig mere tid med familien. Han blev erstattet af Jens Skovgaard-Jensen fra Hedensted og Falkenberg Æg, der dermed er ny næstformand i L&F Fjerkræ og formand for konsumæggruppen.