Fjerkræproducenter samlet om innovation og vidensdeling
Effektive, bæredygtige og velfungerende staldsystemer – og god erfaringsudveksling. Det var noget af det, der var på dagsordenen, da Landmeco inviterede til Fjerkrædagen 2025 i Ølgod.

Der var viden at hente, da Landmeco havde inviteret til Fjerkrædag 2025. Pressefoto
Landmeco havde forleden inviteret til Fjerkrædag 2025 i Ølgod. Dagen begyndte på Haulundvej, hvor turen gik med bus til Landmecos anden adresse i byen, der for nylig blev taget i brug med både kontorfaciliteter og showroom.
Her blev deltagerne opdelt i to hold, hvor Landmecos sælger på det danske marked Morten Jakobsen og fjerkræeksperter Rune Thomsen og Tommy Høgedal Krogh præsenterede virksomhedens produkter og systemløsninger.
- Der var stor spørgelyst, og det er altid en fornøjelse, når folk med solid brancheerfaring kigger forbi. De faglige og konstruktive spørgsmål kan vi tage med hjem. Det er på den måde, vi hele tiden udvikler os og bliver bedre, siger Rune Thomsen.
Engagerede deltagere
Udover oplæg fra Landmecos egne folk, bidrog Mikael Hald, produktspecialist hos Danish Agro, med nyt fra foderfronten, mens Søren Hedemann Andersen, broilerspecialist hos DanHatch, satte fokus på vask og desinfektion.
- Det gik rigtig godt, og jeg oplevede mange gode snakke blandt gæsterne – det betyder virkelig noget, når vi mødes, det er en unik måde at vidensdele på både for os, men også landmændene imellem, siger Morten Jakobsen, der sammen med kollegerne Tommy Høgedal Krogh og Rune Thomsen stod for dagens program.
Bliver opdateret på, hvad der sker i branchen
Blandt deltagerne var Jacob Boisen, produktionsspecialist hos Månsson med 230.000 æglæggere og 90.000 slagtekyllinger. For ham var turen fra Brande til Ølgod godt givet ud.
- Det er altid givende at komme ud og møde andre i branchen. Jeg kom for at høre, hvad der rører sig, og hvad der sker af ny udvikling – for vi kan altid blive bedre. Samtidig er det værdifuldt at høre, hvilke erfaringer andre gør sig i deres stalde. Jeg tager helt klart noget med hjem, og jeg synes, det er fantastisk, at Landmeco arrangerer sådan en dag, siger han.
John Jørgensen, formand for kyllingeproducenterne, der leverer til Danpo, deltog også og kunne tage inspiration med hjem til Hejnsvig.
- Jeg kunne godt have ønsket mig lidt flere kyllingeproducenter, men det er altid værdifuldt at holde sig opdateret og høre, hvad der rører sig i branchen. Arrangementer som dette giver en fornemmelse af, hvad der sker lige nu og her, siger John Jørgensen.
Dagen sluttede på Haulundvej, hvor deltagerne blev vist rundt i blandt andet produktionen og fik et kig ind i den nyeste udvidelse: et lager på 1.000 kvadratmeter.






































