Parti politianmelder landets største ægproducenter
Veganerpartiet anmelder landets 15 største ægproducenter for overtrædelse af dyrevelfærdsloven. - Hele branchen er uetisk, lyder det.

Veganerpartiet begrunder politianmeldelserne med, at ny forskning fra Københavns Universitet viser, at mere end 50 procent af alle høns i moderne ægproduktion brækker brystbenet en eller flere gange i deres levetid. Foto: Veganerpartiet
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Det politiske parti Veganerpartiet anmelder nu 15 ægproducenter (i alt 23 besætninger) for at overtræde §2 i Dyrevelfærdsloven, der handler om at beskytte dyr »bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe«.
Veganerpartiet mener, at loven umuligt kan overholdes med den måde, producenterne i branchen behandler dyr på for profittens skyld.
- Anmeldelserne gælder produktioner med i alt 1.849.942 høns, der lige nu går rundt med et eller flere knoglebrud i kroppen, fordi vi mennesker synes deres æg smager godt, skriver partiet i en pressemeddelelse.
- Bevidst overtrædelse
Partiet begrunder overtrædelsen i ny forskning fra Københavns Universitet, der finder, at mere end 50 procent af alle høns i moderne ægproduktion brækker brystbenet en eller flere gange i deres levetid.
- Dermed anser vi det som en, af producenten kendt og accepteret, lidelse hos dyrene, og er dermed en bevidst overtrædelse af lovgivningen i og med, at man fortsætter produktionen, trods indsigt i de lidelser, det påtvinger dyrene, udtaler Michael Monberg, politisk ordfører for Veganerpartiet.
- Vi vil gerne starte med at stille disse 15 producenter til ansvar over for deres måde at behandle andre dyr i jagten for profit. Når reaktionen er en trækken på skuldrene, så må der handles gennem myndighederne. Hele branchen er uetisk.
- Det er profit før dyrenes liv
Michael Monberg tilføjer:
- Jeg kunne forstå, hvis man stoppede denne uetiske produktion nu, og så kigger på en kontrolleret opstart senere, men nej – det er profit før dyrenes liv og levned.
Anmeldelserne vedrører ægproducenter, der har produktion i Horsens, Grindsted, Haderslev, Brande, Ølgod, Nykøbing Falster, Tastum, Stoholm Jylland, Fredericia, Ribe, Sønderborg, Hedensted, Agerbæk og Bramming.
Veganerpartiet, der er stiftet i oktober 2018, stiller op ved kommunal- og regionalvalget og næste folketingsvalg.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































