Kylling og æg hitter hos danskerne

Kylling og æg ligger helt i toppen, når danskerne bliver spurgt ind til, hvad de spiser mest af og holder af.

Æg er et hit på danskernes middagsborde – og de må gerne være danske, økologiske og tage hensyn til god dyrevelfærd, viser undersøgelsen. Foto: Colourbox

Kylling og æg ligger i top, mens plantefars, linser og kikærter er nederst på hitlisten, når danskerne spørges ind til deres holdninger og reelle madvaner.

I hvert fald hvis man skal tro den befolkningsundersøgelse om emnet, som Landbrug & Fødevarer senest foretog i 2021.

Hvorvidt inflation, klima og andet siden har påvirket vides ikke, men faktum er, at danskerne generelt er vilde med kylling og æg, der med henholdsvis 87 procent og 85 procent topper i undersøgelsen, hvor top ti også indeholder andre animalske produkter som oksekød, ost, mælk og grisekød.

Undersøgelsen viser også, at det kniber noget mere med de grønne og vegetariske fødevarer hos danskerne. Her viser undersøgelsen, at blot 50 procent af danskerne spiser bønner, mens blot 25 procent foretrækker linser, og kun 10 procent er til plantefars.

I undersøgelsen er der også blevet spurgt ind til valgkriterierne for kylling og æg. Omkring kylling vægter danskerne højest, at det er danskproduceret, friskt og salmonellafrit, samt at det giver værdi for pengene.

For æggene vægter flest, at æggene er danske, økologiske og repræsenterer god dyrevelfærd.

Læs også