Femte udbrud i denne sæson

En kalkunbesætning udenfor Skælskør er blevet ramt af fugleinfluenza. Det er det femte udbrud i denne sæson.

En kalkunfarm ved Bøgelunde ved Skælskør med 15.000 kalkuner er ramt af fugleinfluenza. Det viser analyser af prøver fra dyrene, som Statens Serum Institut har analyseret for Fødevarestyrelsen, oplyser styrelsen i en meddelelse. 

Udbruddet er det i alt femte i Danmark i denne sæson, men denne gang er det mere alvorligt end flere andre udbrud, lyder det fra styrelsen. Senere onsdag bliver de 15.000 kalkuner aflivet. 

- Det er nu anden gang i år, at vi finder den dødelige og meget smitsomme H5N1 fugleinfluenza i en besætning. For at begrænse fuglenes lidelser og for at forebygge smittespredning, går vi og Beredskabsstyrelsen onsdag i gang med at aflive dyrene, fortæller veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Mette Kirkeskov Sie.

Udbruddet med fugleinfluenza er det femte siden oktober. Her ramte sygdommen en mindre hobbybesætning på Als. Én måned senere var det en kalkunbesætning ved Slagelse med 34.000 kalkuner, og kort før jul endnu en kalkunbesætning, denne gang på Lolland med 36.000 kalkuner. Første udbrud i 2023 kom 2. januar. Her måtte 50.000 høns ved Hedensted lade livet.

Kræver dispensation

I forbindelse med udbruddet har Fødevarestyrelsen oprettet restriktionszoner ved den ramte besætning. I en radius på 10 km er det nu forbudt at flytte æg eller fjerkræ uden særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen, og alle fjerkræejere skal registrere deres fuglehold på landbrugsindberetning.dk. Restriktionerne kommer til at gælde fjerkræproducenter og hobbyavlere i området.

- Vi må igen understrege, at det er uhyre vigtigt, at alle, der har fugle, følger reglerne og holder dem inde eller overdækket, så fuglene ikke kan blive ramt af smitte fra de vilde fugle, siger Mette Kirkeskov Sie.

Læs også