2019 har været et rekordår i ægkoncernen Danæg fra Christiansfeld, som lagde 30 millioner kroner til toplinjen, så omsætningen endte på 1,3 milliarder kroner. Samtidig steg produktionsvolumen til 100.000 ton, svarende til 1,6 milliarder æg, skriver AgriWatch. 

Derimod er bundlinjen faldet med 10 millioner kroner til 41 millioner kroner før skat. Årsagen er ifølge koncernchef Jan Dollerup Vig Jensen et stort prispres på det nordiske ægmarked, blandt andet på grund af konkurrence fra udenlandske æg.

- Alt i alt kommer vi ud af året med et tilfredsstillende resultat. Det vidner om stabilitet og en Danæg-koncern, der følger den fastlagte retning i vores koncernstrategi, siger Jan Dollerup Vig Jensen ifølge AgriWatch.

Koncernen oplever en øget efterspørgsel efter sine produkter særligt på eksportmarkederne.

Andelshaverne, som består af både danskere og svenskere, får i år udbetalt 14,5 millioner kroner.