Syd- og Vestsjællands Fjerkræklub holder lørdag den 20. og søndag den 21. januar sin årlige fjerkræudstilling, også kaldet Sjællandsudstillingen, som foregår i Fuglebjerg-
Hallen mellem Næstved og Slagelse.
- Vi har igen i år inviteret alle medlemmer af Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl på Sjælland, Møn, Lolland-Falster og Bornholm til at deltage på Sjællandsudstillingen, og det er der mange, der har taget imod, lyder det fra formanden Eigil Andersen, Bøstrup.
Med cirka 500 tilmeldte katalognumre – fordelt på 131 store høns, 317 dværghøns, 18 ænder og 31 duer – bliver det den største fjerkræudstilling på Sjælland i denne udstillingssæson, selv om det er en nedgang i antal tilmeldte dyr i forhold til 2016-udstillingen. Grundet fugleinfluenza blev der ikke afviklet udstilling i 2017.
- På udstillingen vil blive blandt andet blive kåret en klubmester blandt klubbens egne medlemmer, ligesom
alle udstillere dyster i kampen om at blive sjællandsmester, oplyser Eigil
Andersen.
Udstillingen er åben lørdag fra klokken 13.30 til 17 og søndag fra klokken 10 til 16, og årets gæsteudstillere er Ringsted Fugleforening, Flakkebjerg Herreds Biavlerforening og Østifternes Haveselskab samt flere firmaer, som relaterer sig til arbejdet med fjerkræ.