Hamlet Protein positive trods negativt resultat
- Vi er i gang med en omlægning, der vil få vores omkostningsniveau på linje med virksomhedens størrelse og gøre vores virksomhed mere effektiv i kommunikationen omkring sunde dyr og deres ernæring over for vores kunder, lyder det fra Erik Visser, CEO hos Hamlet Protein.

- Vi forventer at se en stærk stigning i resultaterne for 2020, og halvvejs gennem året har vi øget vores indkomstprognose for perioden, fastslår Hamlet Proteins CEO Erik Visser.
Et nettotab i 2019 på 35 millioner kroner. Det er det værste resultat, som Hamlet Protein med base i østjyske Horsens, har præsteret inden for de seneste fem år. På trods af det, er ledelsen positive omkring udsigterne for 2020, oplyser firmaet.
Virksomheden producerer sojabaserede specialingredienser til smågrise-, kyllinge- og kalvefoder på to produktionsanlæg i Danmark og USA. Hamlet Protein servicerer kunder over hele verden gennem et netværk af egne salgskontorer og distributører.
- I 2019 steg salgsvolumen i Asien med 2,5 procent. Det kinesiske marked viser tegn på bedring efter den afrikanske svinepest, der påvirkede landet i 2018. Nordamerika oplevede stor vækst. Det gjaldt især for USA med 35 procent vækst, hvor Hamlet Protein færdiggjorde deres kapacitetsudvidelse.
Efter et stærkt 2018 faldt salgsvolumen i Europa 2019 med 10 procent, hvor Danmark fortsat er det vigtigste marked, lyder det fra Hamlet Protein.
Optimistisk CEO
Virksomheden oplyser, at ikke mindst omstruktureringsomkostninger og værdiforringelse af immaterielle aktiver har medført et fald i resultaterne for 2019, der er endt ud i et nettotab på 35 millioner kroner.
Men CEO Erik Visser, der tiltrådte i juni 2019, er optimistisk.
- Hamlet Protein er kendt for sine sojabaserede specialingredienser af høj kvalitet. Vi fortsætter med at bestræbe os på at levere de bedste vegetabilske proteiner til unge produktionsdyr sammen med den bedste ernæringsrådgivning baseret på mange års erfaring.
- Tidligt i 2020 sikrede vi refinansiering af Hamlet Protein med Nordea, hvilket i høj grad har forøget vores likviditet og skabt fleksibilitet i vores finansielle aftaler, forklarer Erik Visser.
Positive 2020-tendenser
I 2019 revurderede og opdaterede firmaet sin strategi, pointerer CEO’en.
- Vi tilrettede organisationen til fordel for en mere hands-on-kultur, igangsatte et Opex-reduceringsprogram, gennemgik distributørforhold, investerede i udvalgte markeder for at øge vores lokale tilstedeværelse og fokuserede på en kundecentreret tilgang, tilføjer Erik Visser.
Virksomhedens cash flow faldt i 2019 sammenlignet med 2018, primært på grund af den øgede arbejdskapital og Capex-investeringer. Hamlet Protein regner ikke med store Capex-projekter inden for de næste tre år, eftersom nuværende kapacitet dækker den forventede volumen. Den nye finansieringsaftale vil reducere renteudgifterne betydeligt.
- Jeg er meget fortrøstningsfuld omkring Hamlet Proteins muligheder fremadrettet. Vi har en fantastisk produktportefølje og et godt team. Vi er i gang med en omlægning, der vil få vores omkostningsniveau på linje med virksomhedens størrelse og gøre vores virksomhed mere effektiv i kommunikationen omkring sunde dyr og deres ernæring over for vores kunder.
- Vi forventer at se en stærk stigning i resultaterne for 2020, og halvvejs gennem året har vi øget vores indkomstprognose for perioden, konkluderer Erik Visser.