Hård kritik af fødevareprischeck
Var forbrugerpriserne for høje i slutningen af 2022? Det blev Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sat til at undersøge, men deres konklusioner får nu hård kritik.

Det er svært at bruge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens notat til ret meget, mener Henning Otte Hansen. Arkivfoto
- Vi aktiverer nu et omfattende pristjek af prisstigninger på energi for eksempel el og på dagligvarer som for eksempel smør og æg, så vi kan få eventuelle urimeligheder for forbrugerne frem i lyset.
Sådan lød det fra daværende økonomiminister Simon Kollerup (S) den 3. oktober sidste år, hvor han satte gang i en undersøgelse efter flere klager over høje forbrugerpriser på blandt andet smør og gas.
Kort efter den udmelding blev der som bekendt udskreivet valg til Folketinget, og det blev derefter op til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at finde ud af, om forbrugerne var blevet taget ved næsen af blandt andre fødevareselskaberne.
I sidste uge kom så et notat fra styrelsen, og af den fremgik det, at priserne på blandt andet smør ikke var steget mere i Danmark end i sammenlignelige lande som Holland, Sverige og Tyskland.
- Ses på virksomhedernes bruttoavancer, så viser de i 2022 ikke tegn på at være generelt stigende bortset fra søtransport og dele af forsyningssektoren, skrev Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i notatet ”Status for prisovervågning”,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil forsætte med at overvåge prisudviklingen i Danmark og bidrage til arbejdet i regeringens Forum for Forbrugerpriser, har styrelsen samtidig meddelt. Notatet vil indgå i drøftelserne på det kommende møde i forummet, hvor der deltager repræsentanter fra forbruger- og erhvervsorganisationer.
Kritik fra professor
Men dermed er sagen ikke ordentligt afklaret. Det mener fødevareekspert Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. Han hæfter sig blandt andet ved, at undersøgelsen har taget udgangspunkt i offentligt kendte tal.
- Ud fra de offentlige tal, de har brugt, kan man ikke sige ret meget. Man kommer ikke nok i dybden til hverken at kunne frikende eller mistænke nogen for at have overnaturlige avancer, siger han til Berlingske.
Tidligere har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ellers haft adgang til individuelle kontrakter for at få fuldt overblik over blandt andet prisudvikling, men det er altså ikke sket i denne omgang.
Afviser kritik
Hos styrelsen forsvarer kontorchef Niels Enemærke den fremgangsmetode, og han mener ikke, at nogle er blevet taget ved næsen af blandt andet fødevareproducenter.
- Det er en beslutning om, man vil lave en sektorundersøgelse, hvor man kan kigge meget snævert på få, udvalgte produkter. Det er rigtig ressourcekrævende. Her har prisstigningerne ramt bredt på tværs af sektorer, og der har vi kigget på, hvordan prisudviklingen har været på en række forskellige produkter, samtidig med at vi også har fokuseret på prisudviklingen på smør og naturgas, siger han til avisen.
Siden efteråret er priserne på både smør og gas faldet, og på årsbasis har de udviklet sig nogenlunde som i de sammenlignelige lande. For gas er der observeret relativt høje danske prisstigninger frem til og med oktober 2022, hvilket dog blandt andet kan forklares med forskelle i landenes opgørelsesmetoder