Lokale producenter og køkkener mødes
Den 28. november introduceres »foodservice-markedet« for fynske fødevareproducenter og restauranter.
Rundt om i det fynske landskab findes rigtig mange producenter af fødevarer, som givetvis har en drøm om at kunne afsætte produkterne til et marked, hvor der bliver fokuseret mere på kvalitet end på prisen.
Samtidig findes der sikkert også flere køkkener og restauranter, som gerne kunne tænke sig at få fingrene i flere lokale fødevarer. Og derved også være med til at udvikle og præge fødevareproduktionen på Fyn.
De to interessegrupper har nu lejligheden til at sætte sig sammen, når det såkaldte foodservice-marked introduceres ved et afsætningsmøde onsdag den 28. november. Det foregår fra klokken 15 til 18 hos Centrovice i Vissenbjerg.
Styrkelse i et voksende marked
Initiativet kommer fra Centrovice, Landbrug & Fødevarer sammen med BC-Catering Grossisten Odense. Håbet er, at mødet kan være en oplagt mulighed for at styrke samarbejdet og give konkrete afsætningsmuligheder for fødevareproducenter i et marked, som er i konstant vækst.
Mødet er gratis og åbent for alle interesserede konventionelle og økologiske producenter, samt folk fra restaurationsbranchen.
Der er tilmelding til Centrovice senest den 21. november.





































