- Udfordringer er der nok af
- Det både nationalt og EU-plan, og i Familielandbruget vil vi også have fokus på »livet på landet«, understreger formanden for Fyns Familielandbrug.

- Lov skal følges, ingen kan eller må sætte sig ud over gældende love og regler i et demokratisk samfund, siger Merete Hjorth Pedersen om mink-katastrofen. Arkivfoto: Anders Kurt Simonsen
Af Merete Hjorth Pedersen, formand for Fyns Familielandbrug
NYTÅRSUDTALELSE Når der skal skrives historie om året 2020, bliver det helt specielt. Omkring årsskiftet 2019/2020 var der meldinger om et corona-udbrud i Wuhan i Kina. Den fik navnet, covid-19. Den bredte sig hurtigt i befolkningen og med døden til følge. Nåh, var vi mange befolkninger verden over, der »klogede« os på. Corona vil hurtigt forsvinde igen!
Nej, her midt december lukkes den nordlige halvkugle ganske langsomt ned, land for land. Jul og nytår bliver for os alle en ganske anderledes højtid, end vi på noget tidspunkt havde forestillet os. Så vi bidrager alle med afstand, hygiejne og meget lidt socialt samvær og nærvær med vores kære, slægtninge og venner. Bare vi overlever denne farlige virus, som aldrig vides, hvem den rammer næste gang.
Juleønsket er en vaccine, der virker, og den er inden for rækkevidde først i 2021. Så lyset skinner for enden af tunnelen.
Lov skal følges
Landbruget har klaret sig rimeligt under corona-epidemien, da befolkningen hver dag har brug for fødevarer. Selvfølgelig er der enkelte brancher som har haft sine udfordringer, såsom Danish Crown, smågrisebranchen og minkavlen, der i november forsvandt som produktionsform i Danmark. En katastrofe for minkavlerne og deres familier!
Corona skabte et masseudbrud af virus og mutation i minkbesætningerne, der gjorde sundhedsmyndigheder, regering og beslutningstagere så nervøse, at de besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives hurtigt.
Den lovstridige handling, udførsel af »arbejdet« og beslutningerne i øvrigt, strides politikerne på Christiansborg om for fuld udblæsning. Godt at et enigt folketing nu har besluttet, at der nedsættes en »granskningskommission« til at lave en grundig undersøgelse af hele forløbet. Lov skal følges, ingen kan eller må sætte sig ud over gældende love og regler i et demokratisk samfund. Hvem gjorde hvad og hvornår? Alle venter i spændingen på resultatet af undersøgelsen.
Den nye dreng i klassen
I lyset af corona er mange arrangementer og møder i Familielandbruget blevet aflyst eller afholdt »virtuelt«. Det er den »nye dreng« i klassen, som vi alle i foreningsregi har måttet lære at gøre brug af, så foreningsarbejdet kunne køre videre i en mindre skala. Efter flere tilløb er vi ved at lære virtuelle møder, og det virker fint.
Selvfølgelig er det bedst at mødes fysisk, men situationen gør, at det er det muliges kunst at køre »landbrugsforretningen« videre på, under en pandemi. Livet går trods alt videre.
Det meste af 2021 vil vi stadig være underlagt »coronas« færden på godt og ondt.
Mange udfordringer
Udfordringerne for landbruget er der nok af. Klimadebatten og hvordan kan den implementeres i erhvervet på fornuftig vis? Diskussionen om biodiversitet i by og på land? Bæredygtig landbrugsproduktion, hvorledes kommer vi derhen? Der kommer også diskussionen om Vandmiljøplan 3 og ikke at forglemme EU’s budget frem til 2027, hvordan bliver det rullet ud i Danmark? EU’s fælleslandbrugspolitik osv. osv.
I Familielandbruget vil vi også have øjnene skrapt rettet med opgaver som »livet på landet« for alle. Store som små, land som by? Mangfoldighed i ordets bredeste betydning. Opgaver er der nok af, men vi arbejder videre i gensidig respekt, forståelse og tillid til hinanden. God arbejdslyst til alle.
Fyns Familielandbrug ønsker alle ansatte, medlemmer og deres familier en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.