- Hun skildrer landbruget med stor indfølingsevne
Maleren Karen Gabel Madsen har i stor priskonkurrence om bedste landskabsmaleri vundet førstepræmien. Fredag modtog hun på Axelborg 100.000 kroner.

Fredag på Axelborg modtog Karen Gabel Madsen blomster, og 100.000 kroner, for bedste landbskabsmaleri i ny stor priskonkurrence. Foto: L&F
Landskabet, og de mennesker, der bor og arbejder i det har gennem århundreder været flittigt brugt som motiver af nogle af vores mest elskede danske malere. Det er et vigtigt og smukt stykke dansk kulturhistorie. Det mener man hos Landbrugets Kulturfond, der har den tidligere slagteriformand, Bent Claudi Lassen, og i den anledning havde udskrevet en større priskonkurrence.
Her var der mulighed for de deltagende billedkunstere at vinde en førstepræmie på 100.000 kroner. Hele 53 billedkunstere deltog i konkurrencen.
Vinderen var man dog ikke i tvivl om, lyder det. Det blev maleren Karen Gabel Madsen der fredag på Axelborg modtog førsteprisen på 100.000 kroner. Hun havde indsendt et stort maleri af en mark med konturer af en moderne stald og traktorer med redskaber som transparente spor i motivet.
»Et næsten metafysisk billede men fuld af realisme«, lyder beskrivelsen af billedet fra dommerkommiteén, som var ledt an af kunstkritikeren Bente Scavenius.
- Karen Gabel Madsen har løst opgaven med en meget stærk fornemmelse for dens karakter. Hun skildrer landbruget med stor indfølingsevne stor troværdighed, og på en moderne måde. Vinderbilledet rummer meget loyalitet mod landbruget, kombineret med originalitet og samtidighed. Det er uden tvivl det bedste billede i konkurrencen, siger Bente Scavenius.
Vokset op på en gård
Karen Gabel Madsen siger selv om sit vinderbillede, som Landbrugets Kulturfond nu vil finde en »passende placering for«, at det at forsøge at forny et landskabsmaleriet var en god udfordring.
- Jeg er vokset op på en gård i Vestjylland, men har ikke brugt landskabet så direkte og entydigt før. At bruge en gård, jorden, det lange udsyn, krydret med et par store maskiner, blot forstyrret af blomster i bunden, er nyt for mig. Og dog meget velkendt – det er et landskab der bor i mig og blomstertyper jeg kender fra grøftekanterne i barndommen. Både maskinerne og ensomheden er større nu end dengang, er mit indtryk. Blomsterne langs markerne bliver heldigvis igen prioriteret mange steder, lyder det fra Karen Gabel Madsen.
Andenprisen på 20.000 kroner gik til Mark Holm Møller og tredjeprisen på 10.000 kroner til Anne Koldsø.
Landbrugets Kulturfond har eksisteret siden 1982, og har sekreatiat hos Landbrug & Fødevarer på Axelborg. Fonden har til formål at »anerkende og støtte initiativer til fremme af landbokulturen i videste forstand og bidrage til forståelsen af dens værdier i landdistrikterne og i det øvrige samfund, herunder at støtte kunstnerisk initiativ.«
Værkerne blev bedømt af en komité bestående af:
- Bente Scavenius, kunstkritiker, forfatter og mag.art. (formand)
- Jens Erik Sørensen, kunsthistoriker mag. art. og tidl. dir. for ARoS
- Jesper Christiansen, kunstmaler, professor
- Allan Otte, billedkunstner uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi
- Helle Juhl, forfatter, journalist og medlem af Kulturfondens bestyrelse
- Bent Claudi Lassen, fmd. for Kulturfonden