Vær stolt af vores erhverv

40 medlemmer var mødt op da der var generalforsamling i Østjydsk Familielandbrug. Foto: Østjydsk Familielandbrug

Godt 40 medlemmer var mødt op til en aften med en fyldig og humoristisk beretning om det forgange corona-år i Østjydsk Familielandbrug.

- Sidste år holdt vi vores generalforsamling, aftenen inden Danmark lukkede ned. Mette Frederiksen lukkede landet og sagde: Vi står ikke over for en fødevarekrise, så lad nu være med at gå ud og hamstre gær og toiletpapir. Men der blev hamstret, og alle hylder blev tomme. Rugbrød, kød og mælk blev revet ned fra hylderne. Men næste morgen var hylderne fyldt op igen, for landmanden stod op, som han plejede, køerne blev malket, som de plejede, grisene blev fodret og kørt til slagteriet, som de plejede. Vi fortsatte med at gå på arbejde, nøjagtigt som vi plejede. Vi var med til at holde hjulene i gang.

Formand Niels Jørgen Thomsen fremhævede også landbrugskonferencen, som blev holdt i februar, i sin beretning. Her gik startskuddet til landbrugsforhandlingerne. På konferencen holdt formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, og præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, et fælles oplæg om udtagning af lavbundsjord.

- Der er så mange ting, vi kan være uenige om, men her gik vi sammen og det slog mig; Hvorfor sidder vi altid til bords med dem, som vi er enige med i alt? Hvordan kan det være, at vi sjældent fremhæver de ting, som vi er enige i, og fokuserer på det, når vi er sammen med folk, hvor vi ikke har samme holdninger? Vi skal ikke altid modarbejde hinanden. Sammen er vi stærkere, understregede Niels Jørgen Thomsen, som også kom omkring natur-nationalparkerne og skævvridningen af reglerne for dyrevelfærd.

Han sluttede sin beretning:

- Jeg er stolt af dansk landbrug – det skal vi alle sammen være. Vi gør det rigtig godt.

Læs også