LandboNords medarbejdere samlede ind til Knæk Cancer
For fjerde år i træk har LandboNord sammen med resten af Danmark markeret uge 43 med en stor Knæk Cancer indsamling. Medarbejderne i LandboNord formåede at indsamle et beløb på over 54.000 kroner.

LandboNord samlede ind til Knæk Cancer. Foto: LandboNord
Onsdag i uge 43 var den store bankoaften i LandboNord, hvor LandboNords personaleforening Nordlys var vært for et stort internt arrangement i Brønderslev med bankospil, auktion og lækker mad. Formålet var at samle penge ind til kampen mod kræft. Det lykkedes medarbejderne at sætte indsamlingsrekord med et beløb på over 54.000 kroner.
- Jeg er overvældet over det store engagement, alle medarbejdere i LandboNord har vist i forbindelse med at få arrangementet og indsamlingen til at blive en succes. En kæmpe tak skal lyde til LandboNord og alle andre bidragsydere; samarbejdspartnere, leverandører, lokale sponsorere og kollegaer. Alle har støttet os med flotte præmier og bidrag til indsamlingen, siger formand for LandboNords personaleforening Nordlys, Peter Heidemann.
Indsamlingen blev afsluttet lørdag med indsamlingsshow på TV2, hvor beløbet fra LandboNord fik det samlede landsbeløb helt op på knap 170 millioner kroner.