For første gang siden 2011 er der over 4.000 medlemmer i LandboUngdom, der har det højeste medlemstal i 12 år.
FORENING 4.051 personer var medlem af LandboUngdom i 2019, hvilket er det højeste medlemstal siden 2007. Det er samtidig første gang siden 2011, at medlemstallet er over 4.000.
- Det er helt fantastisk, at vi vækster så meget, og jeg kan slet ikke få armene ned, siger LandboUngdoms formand, bornholmeren Thorbjørn Koefoed, der tilføjer:
- Jo flere, vi er, jo sjovere er det at være en del af LandboUngdom. Og jo flere, vi er, jo større gennemslagskraft har vi i debatten om livet for unge på landet. Så det er meget vigtigt, at vores medlemstal er så højt som muligt.
Engagement bag fremgang
LandboUngdom har 46 lokalforeninger fordelt over hele Danmark, og det er de mange stærke frivillige kræfter heri, der er hovedårsagen til succesen og medlemsfremgangen, lyder det fra de unges organisation, som er steget med 12 procent i forhold til 2018.
- Vi har en masse fantastiske medlemmer og frivillige, der spreder budskabet om LandboUngdom og inddrager dem i fællesskabet. Niveauet på vores aktiviteter er højnet, og vi er over hele linjen blevet mere skarpe. Så en kæmpe ros til alle frivillige, medlemsfremgangen er 100 procent deres fortjeneste, pointerer Thorbjørn Koefoed.
En succesrig strategi
LandboUngdom igangsatte i 2017 en strategi, hvor det store mål er flere medlemmer. Der er blevet investeret i foreningsudvikling, og organisationen har sat fokus på, hvordan der rekrutteres og fastholdes medlemmer.
I 2017 ramte medlemstallet bunden med 2.979, men de seneste to år har der været betydelig fremgang i foreningen.
- Det beviser, at strategien virker, og det gør mig glad som formand. Vi er i vækst, og jeg tror og håber, at LandboUngdoms medlemstal også stiger i 2020, siger Thorbjørn Koefoed.
LU-medlemstal
LandboUngdoms medlemstal de seneste 10 år.
2010: 3.679
2011: 4.005
2012: 3.793
2013: 3.956
2014: 3.542
2015: 3.286
2016: 3.240
2017: 2.979
2018: 3.588
2019: 4.051