Hvis man skal udfase brugen af udenlandsk soja i husdyrfoder med dansk græsprotein, vil det kræve et dyrkningsareal på størrelse med Fyn og Sjælland med den nuværende teknologi, viser beregninger fra Aarhus Universitet. Alligevel er der håb for fremtiden.
Debatten om, hvordan man får mest bæredygtigt protein i den hjemlige husdyrproduktion har været i gang i et godt stykke tid, og derfor har Landbrugsstyrelsen bedt forskere fra Aarhus Universitet om at undersøge, hvor stor en del af det nuværende landbrugsareal i Danmark, der skal til for at kunne erstatte importeret soja til foder med protein udvundet af danske græsmarker.
Nu er svaret kommet, og af en pressemeddelelse fra universitet fremgår det, at det med den nuværende produktionsform vil kræve, at der dyrkes græs på 979.000 hektar jord for at kunne dække behovet. Det svarer nogenlunde til et areal på størrelse med Fyn og Sjælland tilsammen.
I dag ligger græsudbyttet i dansk landbrug typisk omkring 10 tons tørstof pr. hektar. Grønt græs og kløver indeholder mellem 15 og 25 procent protein i tørstof, og forsøg med bioraffinering viser, at der typisk udvindes omkring 40 procent af proteinet. Samlet set betyder det, at der kan produceres 0,72 tons »rent protein« pr. hektar, skriver DCA.
Kan optimeres
Det hører dog med til historien, at den nuværende dyrkningspraksis og de anvendte græssorter ikke er optimerede i forhold til bioraffinering, ligesom selve bioraffineringsteknologien heller ikke er færdigudviklet. En målrettet forsknings- og udviklingsindsats vil derfor øge både markudbyttet og mængden af protein, som kan udtrækkes.
Forskerne har opstillet fire scenarier, hvor de estimerer effekten af forskellige forbedringer i græsproduktionssystemet. I et scenarie med optimering af både dyrkning, sorter og teknologi er det forventningen, at der i gennemsnit kan produceres 14 tons tørstof i græs pr. hektar med et proteinindhold på 20 procent. Og med en forbedret bioraffineringsteknologi kan der produceres 1.400 kg ekstraheret protein pr. hektar pr. år.
- Vi kan se, at der er store muligheder for at optimere både dyrkningspraksis og bioraffineringsteknologien. Det kræver dog et stort forsknings- og udviklingsarbejde for at muliggøre det inden for en overskuelig fremtid, siger seniorforsker og centerleder Uffe Jørgensen fra Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO).
Han peger blandt andet på, at det vil være en udfordring at opretholde de høje udbytter i længere rotationer, og at der kan opstå jordkomprimering i de flerårige marker.
I det optimerede scenarie skal der dyrkes græs på cirka 500.000 hektar, hvis den importerede sojaprotein skal erstattes med dansk produceret græsprotein. Allerede i dag dyrkes der græs på omkring 300.000 hektar i dansk landbrug.
Skal bruge 200.000 hektar ekstra
Det er græs, som anvendes til fodring af drøvtyggere, primært malkekøer. Og græsset fra dette areal kan fortsat anvendes til kvægfodring, efter at proteinet er trukket ud af det.
Via bioraffinering udvindes proteinet fra græsset, men presseresten, som udgør langt den største del, kan fortsat anvendes til kvægfoder. Forsøg viser endda en stigning i mælkeydelsen, når malkekøer fodres med det pressede græs.Samtidig kan man også udvinde protein fra hestebønner.
Hvis det lykkes at optimere græsdyrkning og bioraffinering yderligere, så skal der – hvis hele sojaimporten skal erstattes – findes cirka 200.000 hektar ekstra til dyrkning af græs. Her er der blandt andet mulighed for at omlægge nogle majsarealer til græs.
Der dyrkes majs på cirka 180.000 hektar i Danmark, og en omlægning fra majs til græs vil indebære betydelige gevinster for miljøet.
Det skyldes, at der er meget begrænset kvælstofudvaskning fra vedvarende græs, ligesom der – i modsætning til majs – stort set ikke er behov for pesticider i græsdyrkningen.
henning@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 20 96 66