Pæn julegave til frøavlerne
Fredag får DLF-avlerne acontoafregning for årets frøhøst på tæt ved 14.000 kroner pr. hektar ind på kontoen. På det virtuelle avlermøde i tirsdags måtte det til gengæld konstateres, at udbytterne på Fyn og Langeland i nogle arter lå under normalen.
FRØAVL Julefrokosten på Hotel Nyborg Strand eller Humble Hotel måtte frøavlerne i år kigge langt efter. Til gengæld fik de på det virtuelle møde i tirsdags, som erstattede de corona-ramte avlermøder, en god julegave med acontoafregningen af årets frøhøst.
Trods et lavere udbytte som følge af et vådt efterår sidste år, tørke i maj og udfordringer med nedbør i juni og juli, hvor græsfrøet bestøves og senere høstes, så lander den gennemsnitlige acontopris på omkring 13.500 kroner pr. hektar. Det er på samme niveau som de foregående tre år, og med et udbytteindeks 97 i forhold til sidste års 107.
- Det kan vi være rigtig godt tilfredse med, og glæde os over her i en på alle måder mørk tid, konkluderede det fynske bestyrelsesmedlem i DLF AmbA, Hans Boesen, Veflinge, da han rundede det to timer lange zoom-møde af.
Svingel skuffede
Især var det svingeltyperne, heriblandt rødsvingel som den størst art, der skuffede i år.
- Det er det dårligste udbytte siden 2010, nævnte avlschef Erling Christoffersen i sin gennemgang af de enkelte frøarter på skærmen for de lyttende fynske og langelandske frøavlere hjemme i stuerne eller kontoret.
En uheldigt sammentræf med årets nedbør- og tørkeforhold var også, at der var tale om mange 1. års marker, efter rødsvingeludlæggene var hårdt ramt af tørken i 2018.
Efterfølgende kunne avlsdirektør Anders Mondrup oplyse, at den lille høst af rødsvingel til gengæld afregnes med en flot gennemsnitspris på over 10 kroner pr. kg eller en stigning på 11 procent i forhold til 2019-høsten.
Indenfor bakkesvingel blev årets indeks 45 i forhold til femårs udbyttet betegnet for en katastrofe.
Til gengæld nævnte Erling Christoffersen, at der var gode udbytter i den på landsplan største art alm. rajgræs, og hvidkløver klarede sig rigtig godt. Strandsvingel giver lidt under normalt på Fyn men bedre end landsgennemsnittet.
Mere udlæg
Den mindre høst og en god efterspørgsel på frø gør, at DLF lægger op til et øget dansk frøgræsareal. Det er nu over 70.000 hektar, og forventningerne i 2022 er et niveau omkring 75.000 hektar, eller det største danske areal nogensinde.
Derfor var meldingen fra Anders Mondrup, at der bliver plads til et lidt større areal med rødsvingel, hundegræs og alm. rajgræs til udlæg næste forår med høst i 2022.
Det skyldes, som det blev nævnt, at frømarkedet generelt er inde i en god periode, hvor der både er efterspørgsel på markfrø og plænegræs til den private sektor.
- Der er god balance i markedet, men brexit og corona kan dog give en ny situation, understregede salgsdirektør Søren Halbye.
Udbytter i kløver- og græsfrø 2020
Frøart Fyn og Langeland DLF (hele landet)
Kg/ha Indeks* Kg/ha Indeks*
Hvidkløver 600 125 500 105
Alm. rajgræs 1600 103 1550 101
Rajsvingel 900 87 850 79
Rødsvingel 1200 85 1250 85
Bakkesvingel 400 45 630 70
Strandsvingel 1350 95 1280 87
Hundegræs 1170 111 1150 106
Engrapgræs 960 89 970 101
Gennemsnit 1260 93 1300 97
*) 5 års gennemsnit = indeks 100




































