Langelandsk mælkeproducent ramt af urimelig lovgivning med ammoniakkrav ved modernisering af bedriften.
GENERALFORSAMLING - Myndighederne piller blot i vores værdier, uden vi får kompensation. Jeg er selv rigtig hårdt ramt af ammoniakkrav, og se nu det seneste med paragraf 3-arealerne, som vi nu nærmest ikke kan drive længere. Det er nærmest en selvfølge blot at tage fra os landmænd. Det synes jeg er urimeligt, når vi oplever, hvordan der udbetales erstatning til andre. Se for eksempel, når der anlægges motorveje.
- Men jeg elsker mit erhverv, og derfor investerer jeg nu selv måske 10 millioner i min bedrift, for at den kan leve op til den helt uhørlige lov om ammoniakkravene.
Sådan lød det fra den langelandske mælkeproducent, Michael Bay Nielsen, Lindelse, da han som den første tog ordet på generalforsamlingen den 25. juni i Centrovice.
Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, som gæstede generalforsamlingen, var helt enig, og forklarede, hvorfor det har været så vanskeligt at få loven fra 2011 – vedtaget med en Venstre-regering - om erstatningsjord ved ammoniakkravet ændret.
- Vi har påpeget det overfor alle de siddende ministre lige siden. Selv Lea Wermelin (den nuværende minister, red.) kunne se det urimelige i loven ved et besøg på en sønderjysk kvæggård. Men det strander hver gang i embedsværket, som godt ved, at det vil koste penge, som de ikke vil bøvle med finansministeren om.
- Og husk alle på, tilføjede L&F-formanden, vi har jo en rød regering.
Baltic Pipe
Også Svend Møller fra Middelfart kom ind på lovgivning uden kompensation. Han skal sammen med mange andre landmænd have den kommende Baltic Pipe-gasledningen gennem sine marker.
- Vi føler os svigtet af vores forening, påpegede han.
Imidlertid kunne Centrovice-formand Torben Povlsen kun konstatere, at der er et politisk flertal for det storpolitiske projekt.
- Vi har haft et møde med Lars Chr. Lilleholt, der som energiminister skrev under på aftalen om anlæggelsen. Hverken han eller andre har haft mulighed for at flytte på noget i det projekt.
Brugerundersøgelse
En brugerundersøgelse, som Centrovice har ladet udføre omkring foreningens arbejde og image, gav anledning til en bemærkning, da de omkring et halvt hundrede medlemmer og få gæster debatterede på generalforsamlingen. Den kaldte John Trædholm, Gelsted, for overflødig.
- Vi har valgt en bestyrelse. I må vide, hvad medlemmerne mener og ønsker, påpegede han.
Torben Povlsen understreger, at undersøgelsen var sat i værk for at få undersøgt, hvordan interessenterne ser på foreningen.
- Kommunikation er en svær ting. Og især har det undret mig, hvor svært det er for landmændene at forstå, at Centrovice rent faktisk består som landboforening, sagde formanden med henvisning til fusionen af rådgivningsaktiviteterne til Velas.
Som et led i vedtægtsændringerne, netop foranlediget af Velas-fusionen med virkning fra 1. november 2019, blev det vedtaget, at Centrovice nu hedder Landbrug & Fødevarer Centrovice.