- Dialog er den bedste vej frem. Sådan lød det ordene fra formand i Landboforeningen Odder-Skanderborg, Ole Larsen, i forbindelse med foreningens generalforsamling, der traditionen tro blev holdt på Odder Parkhotel, med godt 140 deltagere.

Og den dialog, der ifølge formanden er så vigtig, var især rettet mod den grønne trepartsaftale, hvor han havde stor ros til den indsats, som han mener Landbrug & Fødevarer har gjort i arbejdet omkring aftalen.

Samtidig lagde han ikke skjul på, at han godt forstår kritikerne, men at han ikke mener, der har været noget alternativ.

- Trepartsaftalen er en trussel mod vores erhverv. Men hvordan ville kritikerne have håndteret det – ved at sige fra? – Vi anerkender at der mangler faglighed, men det er ikke et »tag-selv-bord« bord for landbruget, konstaterede Ole Larsen, der mener man i stedet nu må se fremad.

Ikke mindst i forbindelse med de lokale grønne treparter, hvor man fra Landboforeningen Odder-Skanderborg er involveret i flere af de kommuner, der er i foreningens medlemsområde.

Kvælstof og virkemidler

Omkring kvælstofudledning generelt efterlyste han et fokus på andre kilder end landbruget.

- Selv om vi har halveret vores kvælstofudledning siden 1990, hører vi stadig, at det er landbruget, der er problemet, sagde Ole Larsen, der efterlyser mere fokus på blandt andet spildevand.

Omkring klima og naturmålene i trepartsaftalen er der især én ting, som Ole Larsen ser som en udfordring:

- Det er en stram og ambitiøs tidsplan, der nok skal justeres undervejs. Se løsninger i stedet for udfordringer. Kollektive virkemidler kan være med til at løse udfordringerne.

Valg og økonomi

I forbindelse med generalforsamlingen var der valg til bestyrelsen.

Det gav genvalg til Ole Larsen som formand, samt genvalg til Claus Fenger som næstformand.

Blandt de 10 øvrige bestyrelsesmedlemmer var der genvalg til Brian Munk Hulgaard, Chr. Pries Andersen, Else Mette V. Møller, Niels Østergård Christensen, Henrik Kreutzfeldt og Jens Ejner Mogensen.

Fire bestyrelsesmedlemmer havde valgt ikke at genopstille. Det var Jens Henrik Kirkegaard, Karsten Nielsen, Søren Kiel og Torkil Skovgård Sørensen.

Det lykkedes ikke på generalforsamlingen at finde fire nye bestyrelsesmedlemmer til at erstatte de fire.

Claus Fenger konstaterede efterfølgende, at man indtil videre vil køre bestyrelsen med såkaldte vakante medlemsposter, der vil stå åbne, hvis nogen senere skulle ytre ønske om at træde ind i bestyrelsen i landboforeningen.

Økonomisk kom Landboforeningen Odder-Skanderborg ud med et underskud på 270.000 kroner i 2024. Det var dog et mindre underskud end året før, hvor der var et minus på knapt 360.000 kroner.