Formand med online debut-beretning
Odsherreds Landboforening holdt for nylig virtuel generalforsamling, hvor Anders Mortensen så tilbage på det første år som formand for den nordvestsjællandske forening.

Mink-sagen – og den efterfølgende traktordemonstration i København – berørte Anders Mortensen meget. Foto: Jesper Hallgren
Anders Mortensen aflagde for nylig sin første beretning som formand for Odsherreds Landboforening, og i disse corona-tider foregik det naturligvis virtuelt.
Han blev i februar sidste år – under en måned før nedlukningen af Danmark – valgt som ny førstemand i den nordvestsjællandske landboforening, der har base i Nykøbing Sjælland.
Der var således herfra, og ikke fra talerstolen i Vig Forsamlingshus, som normalt udgør rammerne for årsmøderne i Odsherreds Landboforening, at Anders Mortensen orienterede om 2020.
Forfærdelig melding
- Jeg kan selvfølgelig ikke undgå at komme ind på mink-skandalen, der på besynderligvis blev indledt på et hasteindkaldt pressemøde den 4. november, hvor statsminister Mette Frederiksen proklamerede, at alle mink i landet skulle aflives, lød det fra Anders Mortensen, som tilføjede:
- Odsherred har traditionelt været et stort mink-område, og det var en forfærdelig melding, vi fik. Mink-branchen var et stolt erhverv, som mange så op til, og med et pennestrøg forsvandt 5.000 arbejdspladser og livsværket for 1.000 familier rundt om i landet.
- Resten af verden var tidligere så misundelige på de danske minkavlere, der var utrolig dygtige til deres fag. Nu er den fantastiske avl og hele eksporten blevet tabt, påpegede Anders Mortensen, som i den forbindelse også gjorde det klart, at udbetalingen af erstatningerne til minkavlere går alt for langsomt.
Anders Mortensen fortalte også, at han i november selv var til stede til den store traktordemonstration i København, og det rørte ham dybt, at så mange landmænd i traktorer havde valfartet til hovedstaden.
Ikke acceptabelt
Landboformanden kom også ind på erstatningerne omkring de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), som han finder særdeles utilfredsstillende.
- Meldingen er 50.000 kroner pr. hektar, og det har intet at gøre med fuld erstatning, som vi er blevet lovet. Vi vil have en individuel erstatning, for man kan ikke bare skære alle over én kam, og 50.000 kroner er ikke acceptabelt for nogen, fastslog Anders Mortensen.
Han kom undervejs i sin første beretning også ind på den megen debat omkring klimaet herunder vandplaner og landbrugsforhandlingerne.
- CO2 kender ikke landegrænser, så det er ikke løsningen at vedtage urimelige krav, der gør det umuligt at drive landbrug i Danmark. Det vil bare medføre, at produktioner flytter til lande, der ikke er formår at drive landbrug så klimavenligt, som vi gør her i ladet.
Fra røde til sorte tal
Anders Mortensen understregede i den forbindelse, at det selvfølgelig vil få vidtrækkende konsekvenser for Danmark, hvor mange er beskæftiget inden for fødevareklyngen.
Der er faktisk mangel på arbejdskraft i dansk landbrug, og det mærkes også i Odsherred, hvor omkring otte procent af arbejdsstyrken har job inden for landbruget eller et følgeerhverv.
Efter beretningen, der tog godt tre kvarter, gennemgik kontorleder Nanna Lind regnskabet, som viste et overskud på knap 174.000 kroner – mod et underskud på næsten en halv million året før.
På medlemsfronten er pilen dog gået den anden vej. Odsherreds Landboforening har haft en beskeden nedgang, og medlemslisten indeholder nu præcis 200 navne – ni færre end i 2019.
Der var ikke megen debat på generalforsamlingen, hvor også valgene hurtigt var klaret. Anders Mortensen blev således genvalgt, ligesom der var blev genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Jan Nielsen og Ole Høstrup samt bestyrelsessuppleanten Kasper Mejnertsen.







































