Bestyrelsen for Centrovice var i forrige uge på en to dages studietur til Bruxelles. Her blev det både til besøg i EU-Parlamentet, EU-Kommissionen, den danske ambassade og hos Copa, den fælles europæiske landbrugsorganisation. Desuden var der lejlighed til at møde lobbyister fra både britisk og fransk landbrug.

- Derfor er vi godt klædt på til denne uges generalforsamling, hvor netop EU og det kommende parlamentsvalg, Brexit og det forestående folketingsvalg bliver centrale punkter, påpeger Centrovice’s formand Torben Povlsen forud for onsdag aftens generalforsamling i Vissenbjerg.

EU-kandidat kommer

Afstemninger i England i ugens løb vil gøre de fleste klogere på, hvordan Brexit-situationen måske ender. For Danmark og ikke mindst dansk landbrug bliver det meget afgørende, understreger den fynske landboforeningsformand.

- Storbritannien er kun 60 procent selvforsynende med fødevarer. Derfor skal vi være klar til den nye situation, hvor danske landbrugsprodukter skal fortoldes. Desuden skal vi være på jagt efter nye markeder, hvis den britiske samhandel mindskes.

Allerede som optakt til generalforsamlingen, under spisningen fra klokken 17.30, sættes EU-valget på dagsordenen. Her kommer gårdejer Asger Christensen fra sydjyske Jordrup på besøg, for at præsentere sig som en af Venstres kandidater til opgaven i Bruxelles i de kommende fire år.

Også til selve generalforsamlingen har flere fynske folketingskandidater meldt deres ankomst.

Vigtigt at vælge lokalt

Ellers lover Torben Povlsen, at det først og fremmest vil handle om de fynske landmænds vilkår, når han aflægger beretning, og der forhåbentligvis efterfølgende bliver en livlig debat.

- Vigtigt er det er vise glæde ved det at være landmand. Derfor vil jeg komme med 10 gode grunde til, at også næste generation vælger vort erhverv. Når det er sagt, så skal vi også have fokus på de udfordringer, som vi møder. Det kan være forkerte fakta i en københavneravis, som vi så for nyligt, eller hele klimadebatten, som ikke mindst kommer til at fylde dagsordenen ved det kommende valg, påpeger Torben Povlsen.

- Derfor, understreger han, er det vigtigt for alle landmænd at engagere sig i valget, ved at vælge kandidater, som har landbruget i hjertet. Kandidater, som bor og kender de lokale forhold.

Lokale produkter

Torben Povlsen ser fornuftige muligheder for landbruget fremadrettet, netop fordi trenden går mod gode, lokale fødevarer med sporbarhed.

- Flere og flere kommuner efterspørger nu lokalproducerede fødevarer til deres institutioner, og det samme sker hos restauranter. Opgaver her er dog at overbevise grossisterne og forbrugerne om, at det ikke altid kun drejer sig om varens pris.

I den sammenhæng glæder Centrovice-formanden sig over, at der er godt skred i arbejdet med etableringen af en fabrik til forarbejdning af fynske melkartofler.

- Det er både en spændende og positiv proces, hvor der foreløbig er 47 anpartshavere i det nye selskab, og flere er på venteliste.

Valg til bestyrelsen

Med i beretningen onsdag aften undgås ikke sidste års tørke og de vanskelige rammevilkår.

- Det kræver til stadighed effektivisering og nye tiltag på bedriften, også når det gælder afsætningen af produkterne, påpeger Torben Povlsen, der håber, at rigtig mange medlemmer vil deltage i generalforsamlingen.

Ved valget til bestyrelsen, hvor fire bestyrelsesmedlemmer er på valg, skal der mindst findes ét nyt medlem. Lars Langskov Nielsen, Veflinge, har forud for generalforsamlingen meddelt, at han ikke genopstiller.

Centrovice-generalforsamlingen onsdag den 13. marts starter klokken 17.30 med spisning, hvor der kræves tilmelding.

Selve generalforsamlingen indledes klokken 19.00. Og aftenen afsluttes med et indlæg af Landbrug & Fødevarers kommunikationsdirektør Christian Hüttemeier, der har en fortid som Lars Løkke Rasmussens spindoktor.