Generationsskifte i Lemvig
Der var generationsskifte på dagsorden da Lemvigegnens Landboforening inviterede til generalforsamling. Først i forhold til, at få de unge ind i erhvervet og senere med kampvalg om formandsposten.

Bent Graversen afholdte sin sidste beretning som formand for Lemvigegnens Landboforening, inden han kunne overdrage posten til Morten Agger.
Generationsskifte var på dagsorden da Bent Graversen afholdte sin beretning ved generalforsamlingen i Lemvigegnens Landboforening.
Det var med et stærkt håb om, at finanssektoren vil kigge frem i tiden og ikke kun se på situationen nu og her, hvor mange landbrug er pressede og 25 procent er direkte truede.
- Vi skal helt klar tænke nyt i forhold til generationsskifte. Men hvis en landmand har været i uføre, kan han være nok så dygtig. Det kan være en enkelt beslutning som har sendt ham i suppedasen og så kan han ikke låne penge igen uanset hvilken bank han går til. Det lugter lidt af en aftale mellem bankerne, men det tror jeg selvfølgelig ikke det er, lød det fra Bent Graversen.
Han erkendte, at det er svært at sige til bankerne at de skal pøse penge i en bedrift der ikke kan løbe rundt, men at måden ejendommene bliver lukket på, er uanstændig.
- Nu har bankerne fået råd til at rydde op. Nogle ejendomme bliver blacklistet og lukket fordi de har de forkerte tal, det er bankernes strategi, sagde Bent Graversen.
Formandskandidater
Senere på aftenen var der også generationsskifte i selve landboforeningerne.
Jungletrommerne havde forinden lydt over Lemvig. Den 40-årige næstformand Morten Agger ville stille op som formandskandidat, fordi han mener foreningen trænger til fornyelse.
Det og lidt murren i krogene, om Bent Graversen både kunne sidde med formandskasketten i landboforeningen og en kommunalpolitisk kasket, som kommunalbestyrelsesmedlem i kommunen, fik hele 140 mennesker til at stimle sammen i Alt i Et Huset i Klinkby, vest for Lemvig, for at stemme.
Demokratiet talte
Næstformandsposten, som Morten Agger har haft i 9 år, var også på valg og her meldte Morten Agger klart ud. Han ønskede ikke at genopstille til denne post. Formandsposten var enten/eller for den unge mælkeproducent.
- Vi trænger til at få rystet posen. Jeg har været medlem af bestyrelsen i 12 år og næstformand i 9 år. Jeg vil rigtig gerne være formand for foreningen og jeg har fuld opbakning hjemmefra. Jeg er stolt af vores forening og min højeste prioritet bliver at være en lokal formand, sagde Morten Agger.
Demokratiet talte og Bent Graversen fik 48 stemmer, mod 52 stemmer til Morten Agger.
Bent Graversen ønskede Morten Agger tillykke og fik aftenens største klapsalve fra salen. Han blev senere, også ved kampvalg, valgt som folkevalgt revisor, med over dobbelt så mange stemmer ned til de øvrige kandidater.









































