Solskinsøen har mere solvente landmænd
Lars-Ole Hjorth-Larsen, formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer, kan blandt andet glæde sig over, at der sjældent er konkurser blandt øens landmænd.

Foto: Colourbox
Geografisk ligger Bornholm som bekendt et stykke fra resten af Danmark, og inden for landbruget har øen også en særlig placering. På Solskinsøen i Østersøen er skyerne nemlig knap så mørke, som mange andre steder i landet.
På generalforsamlingen i Bornholms Landbrug & Fødevarer, der foregik på Hotel Balka Strand i Nexø, meddelte formand Lars-Ole Hjorth-Larsen således, at øens landmænd, sammenlignet med kollegaerne i resten af landet, er mere solvente, og det giver stabilitet.
- Vi ser stort set ikke regulære konkurser, og det er selvfølgelig positivt, påpegede han i beretningen, hvor han flere gange også ind på geografien – blandt andet i et emne om klimaudfordringerne.
- Når Danmarks påvirkning kun fylder en promille på verdensplan, er det logiske spørgsmål, om påvirkningen fra lille bitte Bornholm overhovedet kan måles? Kan vi ikke bare fortsætte uden de store ændringer?
Lars-Ole Hjorth-Larsen svarede selv på spørgsmålene og fastslog over for de 140 fremmødte i Nexø, at bornholmerne ikke slipper så nemt, så derfor lige så godt kan gå konstruktivt til opgaven.
Drøftelser om fremtiden
Medarbejdere i Bornholms Landbrug & Fødevarer har også en fremtid med opgaver på Kannikegaard. Det er konklusionen af bestyrelsens strategidrøftelser omkring rådgivningshuset i Aakirkeby.
- Skal vi have flere kunder uden baggrund i fødevareerhvervene? Skal vi søge kunder, som driver landbrug andre steder end på Bornholm? Er der dybest set en fremtid for en landbrugsrådgivning på Bornholm? Eller bliver det hele for småt til sidst?
Det er nogle af de emner, bestyrelsen har drøftet, og den foreløbige konklusion er, at foreningen skal fortsætte med det, der er kernekompetencen, og det er inden for landbruget. Langt hovedparten af de vigtigste kunder er ejere af landbrug.
- Godt nok bliver der færre og færre ejere, men de har brug for mere og køber ofte anderledes rådgivning. Og omsætningen er ikke faldet på Kannikegaard, så vi tror, der er behov for en gængs landbrugsrådgivning i de næste mange år, lød det fra Lars-Ole Hjorth-Larsen.
Salut til politikere
Han gjorde det også klart, at det kræver en vis robusthed at drive landbrug. Også psykisk robusthed. Det er der ifølge den bornholmske formand flere grunde til.
- Afhængigheden af vind og vejr, samt at der så hastigt opstår ny viden, som helst skal bruges snarest, kræver sit, pointerede Lars-Ole Hjorth-Larsen, som også havde en salut til visse politikere.
- Der er tonedøvhed og skyklapper over for viden og fornuft inde på Christiansborg. Tåbeligheden er nok kommet for at blive, så det bliver robustheden også nødt til, konstaterede formanden, der erkendte, at han ikke er stolt over, at foreningen i 2018 havde et underskud på 200.000 kroner.
- Vi har blandt andet rekrutteret nye medarbejdere, og det er jo en investering i fremtiden, så vi er ikke bekymrede for den fremtidige økonomi, fastslog Lars-Ole Hjorth-Larsen dog i samme forbindelse.