Vagn Fog-Petersen og hans kone er ved at afbryde forårsophold på deres 200 hektar store planteavlslandbrug i det sydøstlige Spanien for at følge den danske regerings opfordring om at komme hjem nu.

- Vi er hernede for at sprøjte og give gødning til vores vintersæd. Men har siden i fredags prøvet at få flybilletter hjem til Jylland – og har fået plads på et fly på tirsdag (i går red.), fortæller Vagn Fog- Petersen i telefonen mandag eftermiddag.

- Vi bor 500 meter fra en motorvej, hvor der normalt er livligt med trafik. Nu er der ingen biler. Vi kan handle i supermarkeder og apoteker, men ellers er alle butikker, barer og resturanter lukkede.

Strejker stoppet af Corona

Umiddelbart har han ikke haft problem med at skaffe sprøjtemidler eller gødning på grund af Corona-restriktionerne.

- De spanske landmænd er i fuld gang med forårsarbejdet i marken. De seneste dage har her været 20-25 grader Celcius. Men så er det pludselig til to grader og nu sner det.

Restriktionerne har stoppet flere ugers strejke af utilfredse spanske landmænd, som dyrker olivenolie og har haft dårlig indtjening.

- Høsten af oliven var ringe sidste år efter tørken og prisen er i øjeblikket meget lav. De sidste to til tre uger har vrede landmænd lavet traktor-demonstrationer rundt omkring. Det er nu brat stoppet på grund af restriktionerne om ingen forsamlinger, fortæller Vagn Fog-Petersen.

Vildsvin og kaniner

Generelt står vinterafgrøderne godt i Spanien efter en regnfuld – men også meget kold – vinter.

- De fleste afgrøder bliver hernede sået i november til januar – også ærter. Kun majs og solsikker sås her i foråret. Der har stået store søer af vand på markerne, da jordlaget kun er cirka en halv meter tykt og med klippegrund derunder.

- Kaniner og vildsvin har vi efterhånden store problemer med. Vildsvinene må kun skydes i den korte jagtsæson og de ødelægger i stigende grad de syv til otte kilometer hegn, som vi har måttet sætte op for at holde kaninerne ude af vores marker. Nu kommer kaninerne ind og æder i stor stil af vintersæden.

- Så vi har måttet så meget triticale, for det kan kaninerne ikke lide at spise, slutter Vagn Fog-Petersen.

jpjensen@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 40 41 76 84