De nyeste forsøg med tilsætning af Vizura til gylle i vinterraps er høstet og gjort op.

- Det er glædeligt, at både udbytte og olieindhold er øget. Det er også positivt, at N-min-målinger i april viser, at der er fastholdt kvælstof fra gylle udbragt i efteråret, siger Anders Fjendbo fra BASF.

Han fremhæver dog, at forsøgsresultaterne af Landsforsøgene 2018 er foreløbige, og resultaterne derfor kan være afvigende.

Tidligere forsøg fra Seges viser, ifølge BASF, at en stigende tildeling af gylle til vinterraps i efteråret giver et stigende merudbytte.

Det er en lagerkapacitetsmæssig fordel at få mest muligt gylle ud i efteråret, dernæst begrænses ekstra transport til foråret. Vinterraps kompenserer bedre for køreskader efter efterårsudkørsel af gylle, sammenlignet med påvirkningen ved forårskørsel.

Bremses til et minimum

Nitrosomonas-bakterier findes frit i jorden, og omdanner ammoniumkvælstof til nitrit. September har oftest årets højeste jordtemperatur, og dermed omsætter nitrosomonas-bakterierne ammoniumkvælstoffet til nitrat i rekordtempo. Ammonium er bundet til jordkolloiderne, mens nitrat ligger frit i vandfasen og kan udvaskes.

Ligeledes er september og oktober normalt de mest nedbørsrige måneder.

Vinterrapsen har indtil sjette bladstadie et begrænset rodnet og et forholdsvist beskedent kvælstofforbrug. Derfor giver det, ifølge BASF, god mening at tilsætte Vizura til gyllen, så rapsen på et senere tidspunkt i efteråret, når den har fået en vis størrelse, har en stor mængde kvælstof til rådighed, som den kan optage.

Vizura begrænser opformeringen af nitrosomonas-bakterierne, og dermed udsættes omsætningen af ammonium til nitrat. Det er med til at sikre, at kvælstoffet forbliver i rodzonen og kommer vinterrapsen til gavn.

En begrænsning af kvælstofudvaskning er desuden med til at øge den positive fortælling om landbrugets påvirkning af miljøet.

Sikker dosering

Samson Agrolize har indledt samarbejde med BASF om påmontering af DosiMax-anlæg til brug for udbringning af Vizuraen på marken.
Dermed opnår man en nem og sikker dosering af Vizura nitrifikationshæmmere og tilfører automatisk Vizura efter behov.

Anlægget er som udgangspunkt ikke mærkeafhængigt.

- DosiMax doserer automatisk Vizura ved påfyldning af gylle i gyllevognen. Dette sikrer en perfekt opblanding af Vizura og maximal udnyttelse af potentialet, forklarer Kresten Møller, Samson Agrolize.

DosiMax monteres med en 100 liter dunk til Vizura og er forbundet med SlurryMaster-enheden med automatisk start/stop og justering af, hvor meget Vizura, gyllen skal tilføres.

Samson Agrolize har fremstillet et Samson-kit til montering på gyllevogne. Dette kit passer sammen med DosiMax og indeholder også en 100 liters plast tank med ramme, som nemt og enkelt monteres på gyllevognen.