I dag har kvægbrugere adgang til afgræsningsprognosen, der blandt andet kan estimere græsvækst samt energi- og proteinindhold i græsmarker ud fra lokation og tidspunkt på året.

Et tilsvarende beslutningsgrundlag har griseproducenterne manglet, da det ville gøre det muligt at indregne græsoptag i foderplanen til drægtige søer til gavn for både økonomien, miljøet og produktionens bæredygtighed i det hele taget.

Det oplyser Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Kan indregnes i foderplanen

I 2024 er værktøjet afprøvet på to bedrifter.

Resultaterne viser, at kvægprognosen – med relativt få modifikationer – kan overføres til brug hos drægtige søer.

For at anvende prognosen til søer skal energiværdien omregnes. Det sker ved at aflæse NEL20 i afgræsningsprognosen og derefter beregne energiværdien til søer (FEso):

15 × NEL20 – 27,5

Dermed kan græssets bidrag indgå mere direkte i foderplanlægningen.

Findes i CropManager

Afgræsningsprognosen er tilgængelig i CropManager. Den findes via menuen »Markkort«, hvor man kan klikke sig ind på den enkelte græsmark.

Her er der adgang til blandt andet: afgræsningsprognosen, men også markens vandbalance, dyrkningshistorik og slætprognosen, hvis marken høstes i stedet.

Prognosen beregner den relative ændring i græsvækst og indhold af råprotein, sukker og energikoncentration for den kommende tid på baggrund af lokale vejrdata fra DMI.

Oplysningerne kan ifølge Innovationscenter for Økologisk Landbrug bruges til at estimere energioptaget ved afgræsning og dermed korrigere suppleringsfoderet.

Selvom værktøjet giver et bedre beslutningsgrundlag, kan det ikke stå alene.

Prognosen skal ses som et supplement og ikke en erstatning for landmandens egen vurdering, understreger Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Mindst energi i græsset om sommeren

Energiindholdet i græsset er højest når indholdet af sukker og råprotein er højest, men fordøjeligheden af cellevæggene i græsset har også stor betydning for energiindholdet.

Ifølge Innovationscenter for Økologisk Landbrug falder sukkerindholdet generelt med stigende temperatur. Det samme gælder fordøjeligheden af cellevæggene, og derfor er energiindholdet typisk lavest om sommeren.

Foderomkostningerne kan reduceres

Prognosen kan bruges til at regulere mængden af suppleringsfoder baseret på, om græsvæksten øges eller reduceres i kommende uge.

Ifølge Innovationscenter for Økologisk Landbrug har tidligere danske forsøg med søer vist, at drægtige søer i gennemsnit æder ca. 2,4 kg græs pr. dag på en standardgræsblanding (Foragemax 55). Det svarer til 0,42 kg TS/dag (Eskildsen et al. 2020).

Da brugen af syntetiske aminosyrer er forbudt, bliver drægtige søer i økologisk produktion overforsynet med protein for at sikre tilstrækkelig tilførsel af essentielle aminosyrer. Studier viser imidlertid, at drægtige søer kan dække en stor del af deres proteinbehov via græs. Det betyder, at indholdet af protein i kraftfoderet kan reduceres.

Græsset har desuden en næringsværdi, som der også kan kompenseres for i foderplanen. En reduktion i mængden af tildelt foder og i proteinindholdet vil gavne miljøet, men også sænke foderomkostningerne.

Næste skridt

Den udviklede prognose efterprøves i år på en økologisk grisebedrift og valideres via græsanalyser.

Samtidig er der etableret alternative græsblandinger på to økologiske bedrifter med henblik på at øge energiindholdet i græsset igennem græsningssæsonen samt græsblandingens diversitet og plantedækket hen over året.

I 2026 analyseres de forskellige blandinger, og søernes græsningspræferencer undersøges.

Ifølge Innovationscenter for Økologisk Landbrug har tidligere danske forsøg med søer vist, at drægtige søer i gennemsnit æder ca. 2,4 kg græs pr. dag på en standardgræsblanding.

Ifølge Innovationscenter for Økologisk Landbrug har tidligere danske forsøg med søer vist, at drægtige søer i gennemsnit æder ca. 2,4 kg græs pr. dag på en standardgræsblanding.

Grise