Rådgiver: Usikkerhed om regler for overbrusning i grisestalde
Fødevarestyrelsens kontrolkampagne sætter fokus på overbrusning, men mange producenter mangler ifølge rådgiver en opdateret plan.

Alle søer skal have overbrusning hele året. Foto: Camilla Bønløkke
Den varme tid er begyndt, og Fødevarestyrelsen gennemfører i øjeblikket en landsdækkende kontrolkampagne med skarpt fokus på overbrusning i grisestalde.
Ifølge rådgiver Marianne Kyed fra SvineRådgivningen er der fortsat usikkerhed ude i besætningerne.
– Jeg oplever, at der er en usikkerhed omkring de præcise regler, og at flere mangler en ajourført plan for, hvor meget og hvornår overbrusningen skal køre, siger hun i et nyhedsbrev.
Både velfærd og arbejdsmiljø påvirkes
Overbrusning har betydning for både dyrevelfærd og produktivitet – men også for arbejdsmiljøet i stalden.

Rådgiver Marianne Kyed fra SvineRådgivningen oplever, at der er en usikkerhed omkring de præcise regler for overbrusning. Foto: Jakob Mikolajewicz
– Lavtryksanlæg med almindelige dyser er billigst at etablere og fungerer også fint til fravænnede grise, slagtegrise og drægtige søer. I fare- og løbeafdelinger fungerer det dog ofte bedre med et højtryksanlæg, der forstøver vandet, siger Marianne Kyed.
Hun peger samtidig på, at det også har betydning for medarbejderne:
– Det er bestemt også rarere for personalet at arbejde i.
Anbefaler servicetjek
Marianne Kyed opfordrer til, at producenter får gennemgået deres anlæg.
– Få lavet et servicetjek på overbrusningsanlægget nu. Det sikrer både dyrevelfærd, produktivitet og overholdelse af lovgivningen, lyder anbefalingen.

Alle vækstgrise skal fra 20 kg have overbrusning, når udetemperaturen overstiger 14 grader for slagtesvin og 16 grader for smågrise. Arkivfoto: Camilla Bønløkke










































