Dårlige lunger koster kassen: Lungvember sætter igen fokus på lungesundhed hos slagtegrise
Lungesygdomme kan have store konsekvenser for både produktion og indtjening. Derfor opfordrer Cevas kampagne Lungvember endnu en gang slagtegrisebesætninger til at få kortlagt lungesundheden og dokumenteret effekten af de tiltag, der er sat i værk.

Charlotte Sonne Kristensen opfordrer slagtegrisebesætningerne til at deltage i Lungvember og derved få dokumenteret, om de tiltag, de har indført, rent faktisk har haft den ønskede effekt på grisenes lungesundhed og dermed også på deres velfærd. Foto: Ceva
Ceva har igangsat kampagnen Lungvember for femte år i træk. I år kører kampagnen næsten hele året, nemlig fra januar til maj og igen fra september til november. Efterårsdelen af Lungvember er derfor netop begyndt.
- I den kølige del af året ser vi mest mycoplasma-lungesyge, så det er derfor i disse måneder, vi særligt opfordrer slagtegrisebesætningerne til at få lavet CLP. Der er meget at vinde. For følger man op på de tiltag, man har indført, og får dokumenteret, om de har haft den ønskede effekt, så har man den nødvendige viden til at forbedre lungesundheden og dermed også tilvæksten og velfærden hos grisene, forklarer dyrlæge og Nordic Veterinary Service Manager Charlotte Sonne Kristensen fra Ceva.
Tab på op til 16 kroner
Fra januar til maj i år har 19 besætninger fået lavet CLP i forbindelse med Lungvember.
For de 19 besætninger svarer omfanget af mycoplasma-lungesyge ifølge beregningen til et gennemsnitligt tab på 5,20 kr. pr. slagtegris med en variation fra 0 til 16 kr. Beregningen er foretaget ud fra besætningernes CLP’er og et tidligere publiceret Seges-notat, nr. 2535, der går i dybden med, hvad mycoplasma-lungesygdom koster.
- De 19 besætninger, der indtil videre har fået lavet en CLP i forbindelse med Lungvember 2026, har forholdsvis stor spredning i omfanget af lungeskader. Nogle har måske skiftet vaccine og klarer sig rigtig godt, andre har måske foretaget ændringer i smittebeskyttelsen eller noget helt tredje. Uanset tiltag, så fortæller CLP’en, om man er kommet i mål med det, man har sat i værk, eller om man skal trykke på helt andre knapper. Alt dette kan man jo snakke med sin dyrlæge om, som også er den person, der tilmelder besætningen til Lungvember, opfordrer Charlotte Sonne Kristensen.

For de 19 besætninger, der indtil videre har deltaget i Lungvember 2026, svarer omfanget af mycoplasma-lungesyge ifølge Cevas beregning til et gennemsnitligt tab på 5,20 kroner pr. slagtegris. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Sundeste lunger og bedste fremgang
Sidste år deltog 91 besætninger, og målet i år er at nå 100 deltagende besætninger. Besætningerne er i konkurrence om de to priser, som Ceva uddeler: én til besætningen med de sundeste lunger i 2026 og én til den besætning, som deltog i Lungvember 2025 og igen i 2026, og som har haft den bedste fremgang i lungesundheden.
Alle indkomne CLP’er sammenlignes efter udgangen af november, og de to vindere offentliggøres herefter.
Fakta om Lungvember
- Kampagnen Lungvember kører for femte år i træk og har fokus på at forbedre lungesundheden blandt slagtegrise
- Mycoplasma-positive besætninger kan deltage i Lungvember. Ønsker man at deltage, tilmelder besætningsdyrlægen besætningen
- Kampagnen centrerer sig om CLP, Cevas Lunge Program, hvor slagtegrise får udtaget lunger på slagteriet, hvorefter Veterinært Laboratorium i Kjellerup scorer lungerne ud fra skader forårsaget af lungesygdomme
- Ceva betaler CLP’en for de besætninger, der har tilmeldt sig Lungvember 2026
- I 2026 kører Lungvember næsten hele året, nemlig fra januar til maj og igen fra september til november
Kilde: Ceva





































