En positiv halmhistorie på Lolland

Der er efter Energiforliget i 2018 blevet længere mellem de gode halmnyheder, men Danske Halmleverandører noterer dog med glæde, at der er en halmkedel på vej hos Rødby Varmeværk.

Halm er en rigtig løsning for mange lokale varmeværker, pointerer Danske Halmleverandører.
Halm er en rigtig løsning for mange lokale varmeværker, pointerer Danske Halmleverandører.

HALM Der er kommet længere mellem de gode nyheder om opstilling af halmkedler til fjernvarme. Det er nemlig blevet vanskeligere efter Energiforliget i 2018, hvor der blev sat restriktioner for opstilling af biomassekedler på fjernvarmeværker.

Sådan lyder det fra Danske Halmleverandører, som nu – trods alt – kan glæde sig over, at der er en ny halmkedel på vej på Lolland. Nærmere bestemt Rødby Varmeværk.

Ifølge Energy-Supply sættes der gang i etablering af en ny og større halmkedel på værket. De går fra en halmkedel på 6,3 MW til 8 MW. Et moderne anlæg med blandt andet DeNox, posefiltre og emissionsmålingsudstyr.

- Vi har fulgt lidt med i udfordringerne på Sydfalster Varmeværk. Her blev de ramt af en politisk stopklods, da de ikke kunne sikre varmeprisen blev mere end 1.500 kroner lavere pr. normal husstand end alternativ ikke-biomasse løsning i deres ønske om at udskifte deres halmkedel med en ny, siger formanden for Danske Halmleverandører, Erik Engholm Poulsen.

Gang i leverancerne på Lolland

- Vi håber nu, der er kommet løsninger, der kan vise, at halm er en rigtig løsning for mange lokale varmeværker. Og som kan bruges til inspiration af andre værker, der har nedslidte halmkedler, siger han.

Knud-Erik Clausen fra Maribo, der er bestyrelsesmedlem i Danske Halmleverandører, er også glad for, at der sikres gang i leverancerne af halm på Lolland.

- Vi leverandører har investeret mere end tre millioner kroner i et pyrolyseanlæg ved Vordingborg, hvor projektmagerne desværre gik konkurs. Men grunden på havnen er fortsat ledig, og der er udført en VVM med fortsat mulighed for etablering af et halmanlæg til mere end 100.000 tons halm pr. år. Samtidig tales nu også om, at der føres en gasledning til Falster, så der kan etableres et biogasanlæg, der ikke kan køre året rundt på restprodukter fra sukkerfabrikkerne.

- Vi skal sikre, der ikke lukkes ned for halmentreprenørerne på Lolland-Falster, for det er disse leverandører, der skal sikre indsamling af halm til nye typer anlæg i fremtiden, siger Knud-Erik Clausen.

Foretræde i Folketinget

Danske Halmleverandører oplyser, at de har en forespørgsel liggende hos Folketingets udvalg for Klima-, Energi- og Forsyning om et foretræde, hvilket er blevet lovet, når corona-krisens begrænsninger lempes.

»Samtidig er der fortsat dialog med en række politikere, om at der skal ses på, hvorfor halm er kommet i samme kurv som importeret biomasse, der stilles så meget spørgsmålstegn til. Her er er der ikke tilnærmelsesvist samme usikkerhed ved anvendelse af halm«, skriver foreningen.

jhal

 

Læs også

Halmleverandører presset af rekonstruktion
Landmænd hjælper Nordals nærmere klimavision
Presser effektivitet i halmtransport i vejret
Manitou topmodel sikrer effektiv halmproduktion
Klimaminister vil ikke love halmbranchen noget som helst
Nye regler for oplagring af halm