Friland slår hul på vigtigt marked

Efter to års arbejde er det lykkedes for den økologiske del af Danish Crown-koncernen at få hul igennem til en amerikansk producent, som i fremtiden skal forarbejde og sælge dansk, økologisk svinekød i USA. Og meget mere kan være på vej, siger Friland-direktør ifølge FødevareWatch.

Friland-chef Henrik Biilmann havde i sidste uge besøg af tre repræsentanter fra en stor, amerikansk fødevarevirksomhed, som i fremtiden vil aftage økologiske svinekødsprodukter fra danskerne, fortæller han til FødevareWatch.

- Om kunden kan man sige, at det er en stor virksomhed og blandt de førende på økologi i det amerikanske marked. Producenten henvender sig til kæder som Whole Foods, der jo står stærkt på det økologiske felt. Det er med andre ord et nyt samarbejde med en forhåbentlig og potentiel stor kunde i USA, siger direktøren, der ikke ønsker kundens navn offentliggjort.

Priserne på økologisk svinekød er lave for tiden. I denne uge er Danish Crowns notering 13,20 kroner pr. kg plus et økotilæg på 4,40 kroner.

Læs også