Igen i år har Store Hestedag i Roskilde slået besøgsrekord. I løbet af weekenden var der 31.071 besøgende på Dyrskuepladsen - det er omkring 400 gæster flere end sidste år.
- Vi er tilfredse
Helle Lyngfeldt, initiativtager til Store Hestedag gennem de seneste to årtier, ser tilbage på to gode, velbesøgte dage.
-Vi er tilfredse. Folk virker glade, vejret har været med os og der har været mere end 500 startere i både dressur og spring. Det er noget af en udvikling, vi har været gennem, lyder det fra Helle Lyngfeldt, da avisen ønsker tillykke med 20-års jubilæet.
20 års jubilæum
- 20 år er selvfølgelig lang tid. Men altså det er jo alligevel ikke noget sådan rigtigt at fejre. Men det har da været en dejlig 20 års dag, siger hun med et smil og husker det første år, hvor udstillerne var få, og varerne, de havde med, nærmest mindede om noget, der alligevel skulle smides ud.
- Det viste jo bare, at de ikke rigtigt troede på ideen, da jeg afviklede den første Store Hestedag for at give alle de hesteejere, der ikke kunne udstille på dyrskuet på grund af de mange regler, en mulighed for at komme ud og vise deres hest frem.
Viser mangfoldigheden
- Her på Store Hestedag forsøger vi at vise mangfoldigheden og det, synes jeg, heldigvis er lykkedes rigtigt godt – også i år, lyder det fra jubilaren, inden hun haster videre til den næste af mange opgaver.