Om vinteren løber hestemaver ofte løbsk
Vinteren udfordrer maven på heste, fordi det er højsæson for mave-tarmproblemer som diarré og kolik.

Heste er forskellige, og nogle får hyppigere dårlig mave end andre. Billedet må frit benyttes ved omtale af pressemeddelelsen. (Foto: Agria Dyreforsikring)
Vintersæsonen sender flere heste til dyrlægen med kolik og diarré.
Det oplyser Agria Dyreforsikring, der i en meddelelse fortæller, at årsagen oftest skyldes, at hesten er mere i stald end på fold.
For at forebygge maveproblemer, er det derfor vigtigt, at hesten hele tiden har god adgang til vand og stråfoder.
Når din hest har dårlig mave, mister den væske og risikerer at dehydrere og miste vigtige næringsstoffer. Normalt drikker heste cirka 38 liter vand dagligt, og det holder gang i fordøjelsen. Får de ikke drukket så meget, er der, ifølge Agria, risiko for kolik.
Tegn på dårlig mave
Det typiske tegn på dårlig mave er selvfølgelig tynd mave, hvor hale og bagben kan være smurt ind i gødning. Man skal dog også være opmærksom på andre symptomer som feber, sløvhed eller koliksymptomer som for eksempel uro, skrabende forben eller sparken mod bugen.
Heste er forskellige, og nogle får hyppigere dårlig mave end andre. Oplever du et af de ovennævnte symptomer, opfordrer Agria til, at man reagerer med det samme. Agria Dyreforsikring giver nedenfor seks gode råd til, hvordan du undgår, at diarreen løber løbsk.
Efter en voldsom omgang diarré skal tarmfloraen genetableres, og derfor er det vigtigt at give hesten godt stråfoder i form af høj-kvalitets hø eller tør hø-ensilage. Efter et stykke tid kan hesten gradvist få den normale mængde kraftfoder igen.
Seks råd til en veltilfreds hestemave
1. Tag hestens temperatur jævnligt. Hvis termometeret viser 38 grader eller derover, kan det betyde, at noget er galt. Hestes temperatur varierer en smule fra hest til hest og i løbet af dagen. Hos voksne heste ligger temperaturen normalt mellem 37 og 38 grader. Ligger temperaturen mellem 38 og 38,5 grader er man i det subfebrile område og over 38,5 er man i det febrile område – det vil sige hesten har feber. Heste i det subfebrile område skal ikke nødvendigvis behandles eller undersøges. Det er dog en god idé at følge deres temperatur og være opmærksom på andre symptomer
2. Giv hesten ubegrænset adgang til vand, så den ikke dehydrerer. Vandet skal ikke være for koldt, så hold øje med at det ikke fryser, når temperaturen falder. Stil hø og vand ved siden af hinanden, da hesten ofte drikker og spiser samtidig
3. Giv hesten mindre måltider flere gange om dagen
4. Sørg for, at hesten får rigeligt med motion. Bevægelse holder nemlig maven i gang
5. Hvis hesten går på en sand- eller jordfold, så sørg for, at hesten har adgang til stråfoder. Det gør risikoen for sandkolik mindre
6. Får hesten alligevel alvorlig diarré, bør den tilses af en dyrlæge omgående. Her kan hesten få den nødvendige behandling gennem væsketerapi og medicinsk behandling
Kilde: Agria Dyreforsikring