Alle kæledyr kræver opmærksomhed og koster penge, men der er alligevel stor forskel på at eje et marsvin eller en hest. Heste er store dyr, som kræver en del af deres ejer, både i forhold til pasning og pengepung. Men hvad koster det egentlig at have en hest?
Prisen på en hest svinger i takt med, hvor meget hesten er uddannet, race og alder – og om du skal konkurrere med hesten eller ride på den for hyggens skyld.
Priserne på heste hænger ofte sammen med hvilket niveau, de er uddannet på, og om de har gode stævneresultater. Heste, der er uddannet, er væsentlig dyrere end heste, som kun er redet på hyggeniveau.
Agria Dyreforsikring har taget emnet op i en artikel, hvor de blandt andet sætter fokus på de faste udgifter, man har, når man er hesteejer.
To store udgiftsposter
Det betyder selvfølgelig også noget, hvilken slags hest du er på udkig efter. En god allround hest til ridebrug kan købes til en pris på omkring 50.000 kroner. Men inden du bestemmer dig for at købe en hest, er det en god ide også at overveje de faste månedlige udgifter, som følger med det at have hest.
Det er selvfølgelig altid et valg, hvor meget du vil bruge på din hest og på ridning. Er det for eksempel vigtigt at stå opstaldet på et dyrt ridested eller hos en privat opstaldning?
Ifølge Agria kan der være fordele og ulemper begge steder, såsom faciliteter men også om der eventuelt er hjælp til undervisning på stedet.
Netop undervisning kan være en god ide, da alle har brug for hjælp.
Den anden store udgiftspost er sadlen. Det er vigtigt at få en uddannet sadelmager til at se på hesten, så du får den korrekte saddel, men lige så vigtigt er det at få den korrigeret hvert år, da hesten hele tiden ændrer sig.
Foder og strøelse
Der er dog nogle udgifter, hesteejere ikke kommer uden om, nemlig foder og strøelse. Når det gælder foder, afhænger prisen af mængden og kvaliteten af foderet. Heste er alle forskellige og kræver tilpasset foder alt efter størrelse og alder, så deres knogler, muskler og pels kan vedligeholdes. Nogle heste har måske også brug for kosttilskud for at holde sig sunde og raske.
Strøelse findes i mange typer med forskellige egenskaber. Den mest brugte strøelse er halm, men træpiller og spåner kan også bruges. Der kan dog være stor forskel på sugevne, evnen til at indkapsle lugt, og komposteringstiden. Det betyder også meget for valget af strøelse og i sidste ende prisen, hvor mange timer i døgnet hesten bruger i stalden, og hvordan luftkvaliteten er i stalden, da det har betydning for den mængde af strøelse, der er behov for.
Altid bedst at forebygge
Det kan måske virke fristende at spare lidt penge på foder og strøelse, fordi det er store poster i regnskabet. Her minder Agria om, at det altid er bedre for hesten, og ofte billigere for ejeren, at forebygge sygdom fremfor at skulle have fat i en dyrlæge.
Det rigtige foder er vigtigt for hestens sundhed, og det samme er strøelse. Forkert strøelse kan lede til luftvejssygdomme og hovproblemer, og det forkerte foder kan lede til dårlig form og generelle helbredsproblemer.
Forsikring af hesten
Selvom du passer godt på din hest med godt foder og den rigtige strøelse, så kan du nok ikke undgå, at din hest på et tidspunkt får brug for en dyrlæge. Dyrlægeregninger kan ofte løbe op i mange tusinde kroner, og hvis du ikke vil overraskes af pludselige store dyrlægeregninger, kan en forsikring til din hest være en god ide.
For eksempel kan en kolik en lørdag aften med indlæggelse og eventuelt tarmslyngs-operation hurtigt løbe op i 50.000 kroner.
Når foder, strøelse og opstaldning er på plads, er der stadig en del »diverse udgifter« tilbage, hvoraf de fleste er valgfrie. Du skal købe rideudstyr, og dertil kommer udgifter til kurser, ridelejre, stævner og eventuel behandling af hest og rytter med massage, kiropraktik eller fysioterapi.
Mange udgifter på en hest
Prisen for at være hesteejer varierer derfor meget, alt efter hvor du bor, hvilken slags hest du har, og hvor mange penge du har lyst til at bruge på hesten.
Ifølge Agria peger undersøgelser på, at hesteejere i Danmark i gennemsnit bruger omkring 4.000 kroner om måneden på at have hest. Der er dog store udsving, hvor dem, der bruger flest penge, bruger cirka 10.000 kroner pr. måned, og dem, der bruger mindst, bruger cirka 3.000 kroner.
Det er mange penge, men er det dyrt? Det er svært at sige, for det at have hest er nemlig lige så meget en livsstil, og det er altid svært at sætte pris på noget, man elsker.