Lørdag den 7. og søndag den 8. september afvikles årets udgave af Store Hestedag på Dyrskuepladsen i Roskilde, hvor de besøgende blandt andet kan opleve en ny opvisningsring og et nyt stort telt, to nye hesteracer og alle syv udstillingshaller fyldt til bristepunktet. 

Det oplyser Helle Lyngfeldt, ansvarlig for dyr, camping og show, og udstillingskoordinator Niels Mathiasen i en lille pause under arbejdet med det store arrangement, hvor hunde også spiller en stor rolle.

Koordinator for familie- og børneevents, Signe Fischer Grønbech, beretter i den forbindelse, at over 800 hunde og 25 specialklubber vil være repræsenteret på Store Hestedag, hvor de besøgende også er velkomne til selv at tage hunden med.

Apropos besøgende. Sidste år sluttede besøgstallet på 22.120, mens der året før var 23.031 besøgende, hvilket er den foreløbig rekord for Store Hestedag.

Fire meter høj portal

For Niels Mathiasen har arbejdet med standsalget altså forløbet godt.

- Udover at alle syv store haller på pladsen er fuldt booket, får vi i år rejst et 600 kvadratmeter stort telt, hvor indgangen markeres med en fire meter høj portal, fortæller udstillingskoordinatoren.

Supplerende lyder det fra Helle Lyngfeldt, at Store Hestedag de seneste år har været udfordret på pladsmangel til de mange bedømmelser, fremvisninger og cliniks.

- Derfor bliver der i teltet dels plads til forskellige stande, men også til en ny stor opvisningsring, hvor der vil være cliniks og shows, fortæller hun og meddeler, at over 1.000 heste forventes at deltage i fremvisninger og bedømmelser.

240 heste er tilmeldt Store Hestedags bedømmelser, og derudover afvikles bedømmelser inden for blandt andre shetlandsponyer, welsh ponyer, irish cob og new forrest ponyer, ligesom et stort antal heste i øvrigt indgår i shows og cliniks.

Store Hestedag byder desuden på blandt andet mounted games, mounted moorland, danmarksmesterskaberne i grooming, pony games, Subaru Cup samt dressur- og springkonkurrencer.

Stor hundeudstilling

- Til årets hundeudstilling har vi blandt andet et internationalt lure-coursing stævne, altså hundevæddeløb, og det er med 116 deltagere fra både ind- og udland. Lure-coursing finder sted om søndagen, og det er med Myndeklubben som teknisk arrangør, fortæller Signe Fischer Grønbech.

Søndag vil der også være opvisning i hyrdning, mens der er opvisningskonkurrence i hyrdning på 30-40 får om lørdagen. Desuden kan nævnes klikkertræning, nose-work træning, hvor hunden lærer at bruge sin næse, og workshop om en række basale hundetræningsøvelser.

Endelig fremhæver Signe Fischer Grønbech opvisning af schæferhunde- og rottweilerklubber, en politihundeklub og en hundeudstillingsskole, hvor en dygtig international kendt dommer fortæller, hvad der kræves for at gå på hundeudstilling.

Der kommer endvidere en hundepatrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi og fortæller om politihundens arbejde.